Landbrugsskole leverer topresultater

På Gråsten Landbrugsskole har man et fuldt fungerende landbrug tilknyttet. Og det leverer flotte resultater. "Vi bruger tiden og lærebogen," siger ansvarlig for driften som en del af forklaringen på topresultaterne.

På Gråsten landbrugsskole driver man et landbrug som en integreret del af undervisningen. Gråsten Landbrugsskole har et fuldt fungerende landbrug tilknyttet skolen. På samme matrikel som undervisningslokaler og værelser ligger kostalden, svinestalden og maskinhallen med alle landbrugsmaskinerne, som bruges på de omkringliggende 250 hektar jord, som eleverne selvfølgelig er med til at dyrke.

"Vores landbrug er klart elevernes foretrukne klasseværelse. Det har en uvurderlig effekt på deres læring, særligt for de helt nye elever på skolen. Det at de kan gå 10 skridt fra undervisningen i klasseværelset og så ud i stalden og få tingene at se i praksis med det samme, det er effektivt," siger Jacob Jensen, driftsleder af skolelandbruget på Gråsten Landbrugsskole.

Helt grønne folk

Men det at have en flok helt grønne folk til at gå rundt og udføre arbejdsopgaver er også en udfordring, lyder det fra driftslederen.

"For det første er det svært med roen i stalden, fordi der hele tiden er mennesker. Til daglig er vi måske 10 ekstra medarbejdere, men selvom de nye folk har gået ’runden’ er vi andre nødt til at gå den bagefter for det er jo ikke sikkert, at de ser de samme som vi gør. Og de udfører heller ikke altid opgaverne som de erfarne folk,"siger han til Landbrugsavisen.dk.

Resultater helt i top

På trods af de mange nye og grønne folk drives Landbruget på Gråsten Landbrugsskole med store ambitioner og meget seriøst. Produktionsresultaterne ligger på mange områder over det, som ’almindelige’ landbrug kan vise.

Der lægges stor vægt på dyrevelfærd og resultaterne ligger helt i top.

"Vores mål er at skabe gode resultater på trods af vores status som skolelandbrug. Vores 164 årskøer leverer i snit 12.325 kg EKM pr. årsko med en fedtprocent på 4.09. I farestalden fravænner vi 15,8 grise pr. kuld, og det bliver til 35,5 pr årsso," siger Jacob Jensen.

Markdriften ligger dog ikke på samme måde i top - af flere årsager.

"Det bliver ikke helt drevet professionelt nok. Det er svært, fordi vi nogle gange er nødt til at vente med for eksempel at så en afgrøde til alle elever har fået pløjet eller lignende og samtidig er det heller ikke helt stort nok og heller ikke helt opdateret med maskiner,"siger han.

Simpel opskrift

Men opskriften på de gode resultater med svin og kvæg er ganske simpel ifølge driftslederen.

"Vi bruger lærebogen og vi bruger tiden. Det er det eleverne gerne skulle have med herfra – at hvis man gør som, der står i bogen, så får man de gode resultater, " siger Jacob Jensen.

Han er godt klar over, at netop tiden kan være det springende punkt for mange.

"Når vores elever er ved at være færdige så kan de godt finde på at kritisere, hvor mange folk vi er til opgaverne, fordi de ikke ligner ’almindelige landbrug’. Men det er lidt todelt fordi vi både prioriterer at bruge tiden til at udføre opgaverne med rettidig omhu, men samtidig har vi jo en masse praktiske opgaver som mange andre steder ville være blevet automatiseret," siger han og henviser til blandt andet strø- og renseopgaver, der udføres manuelt, samt fodring og foderblandingsrutiner.

"Mange af de opgaver skal eleverne jo prøve og det er ’tunge’ mandsskabskrævende opgaver. Så ja, vi bruger meget tid, men vi prøver hele tiden at passe til," siger han.

Rettet 30. januar kl. 11.40: Gråsten Landbrugsskole er ikke Danmarks eneste landbrugsskole med et fuldt fungerende landbrug tilknyttet. Jorbrugets Uddannelsescenter Aarhus har også et landbrug tilknyttet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle