Landbrugsstyrelse lover: I år bliver ansøgningsrunden meget bedre

På mandag går startskuddet for årets EU-ansøgninger i landbruget. Landbrugsstyrelsen har lagt sig i selen for at sikre et bedre forløb end sidste år, forsikrer vicedirektør Louise Piester.

Landbrugsstyrelsen har truffet en række forholdsregler, som skal sikre at ansøgningsrunden i 2020 kommer til at gå bedre end sidste år.

"Vi gør alt, hvad vi kan for, at ansøgningsrunden 2020 bliver bedre end i 2019", skriver vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Louise Piester, bl.a. i et indlæg til LandbrugsAvisen.

Først-til-mølle-stress er væk

Blandt de tiltag, Louise Piester forventer en klar effekt af er, at det af konsulenter stærkt forhadte først-til-mølle princip på de målrettede efterafgrøder, som år efter år har fået IT-systemet til at bryde ned, nu er afskaffet.

"Vi ved, at først-til-mølle-princippet har ført til meget frustration – både fordi det tvinger jer til at sidde klar på åbningsdagen, og fordi det nogle år fik vores IT-system til at bryde helt ned. I år er først-til-mølle på efterafgrøderne væk. Det hjælper forhåbentlig til at holde stressniveauet på kontorerne nede".

Desuden er serverkapaciteten i Landbrugsstyrelsen forbedret, så systemerne bliver hurtigere, og der er mindre risiko for nedbrud, oplyser Louise Piester.

Satser på stabilitet

Louise Piester fremhæver også, at der i 2020 ikke er så mange nye regler, der skal implementeres, som sidste år.

"Derfor har vi fokuseret på at lave forenklinger og sikre stabilitet i stedet for at bygge nyt - alt sammen for at gøre systemet nemmere og mere pålideligt for konsulenter og landmænd".

Roser dialogen

Louise Piester glæder sig over, at så mange landmænd og konsulenter valgte at deltage i Landbrugsstyrelsens tre landbrugsseminarer.

"Jeg oplevede, at mange af jer var klar til at tage dialogen om, hvordan vi kan forbedre den årlige ansøgningsrunde. Det er jeg utrolig glad for, for det er gennem konstruktiv dialog, at vi sammen får gjort det nemmere og mere enkelt at være landmand og landbrugskonsulent i Danmark".

Modsatrettede ønsker

Det er altid Landbrugsstyrelsens mål, forsikrer Louise Piester, at ansøgningsrunderne skal være enkle og gennemskuelige.

Men den målsætning kan nogle gange kompliceres af landbrugets ønsker om større fleksibilitet, som ofte medfører større kompleksitet i reglerne.

"Vores udfordring er at finde balancen mellem de to. Det håber jeg, at vi er tættere på i år end sidste år".

Kendte fejl følger med

Louise Piester vil dog ikke garantere, at det ikke kommer driftsforstyrrelser også i år.

"Der vil være kendte fejl og udfordringer, vi tager med os ind i ansøgningsrunden, ligesom vi ikke kan garantere, at der ikke kommer driftsforstyrrelser på så store systemer, men vi har gjort alt for at minimere det. Vores klare forventning er, at der vil være færre".

"Det er ikke kun mit håb, men også min klare forventning, at runden i år bliver væsentligt bedre".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle