Landbrugsstyrelsen: Forlænget deadline tog toppen af tidspres hos konsulenterne

Det tog toppen af den værste pres, da Landbrugsstyrelsen imødekom landbrugets ønske og gav to ekstra arbejdsdage til at få årets ansøgning indsendt. De sidste ansøgere nåede i hus i god ro og orden, viser styrelsens data.

Årets store maraton for ansøgninger af landbrugsstøtten sluttede tirsdag midnat, og Landbrugsstyrelsen kan i dag torsdag konstatere, at i alt 36.421 landbrugere har indsendt deres ansøgning om grundbetaling, inden fristen udløb.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Oprindeligt udløb ansøgningsfristen den 16. april, men efter ønske fra blandt andre Landbrug & Fødevarer besluttede Landbrugsstyrelsen at forlænge ansøgningsrunden med to ekstra hverdage.

Og det gav pote, viser Landbrugsstyrelsens statistikker for de indsendte ansøgninger. I dagene efter fristforlængelsen fladede kurverne ud, og de sidste ansøgninger trillede roligt ind.

"Det var netop det, vi ønskede at opnå med forlængelsen. Vi har i år haft en god ansøgningsrunde, men der var så mange, der skulle igennem i slutspurten, at det gav stor spidsbelastning på både mennesker og systemer", siger Gitte Jensen-Fangel, der er vicedirektør i Landbrugsstyrelsen.

Først afviste Landbrugsstyrelsen at efterkomme blandt andre Landbrug & Fødevarers ønske om en fristforlængelse, men ændrede dog mening dagen efter.

Forbereder næste runde

Landbrugsstyrelsen kan følge med time for time, når ansøgningerne tikker ind. Det giver nyttig viden om spidsbelastninger og fremdrift, som styrelsen nu vil lade indgå i forberedelserne af næste års ansøgningsrunde, skriver de.

"Dialogen fortsætter og vi går nu tilbage i maskinrummet sammen med erhvervet og kigger på, hvad vi kan skrue på for at give landbrugere og konsulenter de bedst mulige betingelser i næste års travle ansøgningsrunde", siger Gitte Jensen-Fangel.

Der er stadig tid frem til 17. maj, hvis man vil ændre i sin indsendte ansøgning eller sende en sen ansøgning.

Sådan fordelte ansøgningerne sig


Kilde: Landbrugsstyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle