Landbrugsstyrelsen forsinket igen: Ikke alle får tilskud til tiden

Ikke alle får udbetalt økologisk arealtilskud og plejegræstilskud inden 30. juni. Ansøgningsrunden for nye tilsagn udskydes til det sene efterår.

Landbrugsstyrelsen når ikke at udbetale økologisk arealtilskud og plejegræstilskud til de resterende sager inden 30. juni.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

"For begge ordninger forventer vi først at have udbetalt de sidste tilskud inden udgangen af 2020", lyder det fra styrelsen.

Årsagen til forsinkelsen, er ifølge Landbrugsstyrelsen bl.a., at de resterende sager på plejegræs skal behandles manuelt. Det gælder derudover for begge ordninger, at en række sager er ramt af IT-fejl, hvilket gør dem mere komplekse at behandle end forventet.

"Vi beklager den ærgerlige forsinkelse. Vi er klar over, at tilskuddene betyder meget for den enkelte landmands økonomi, og vi arbejder hårdt for at have udbetalt tilskuddene hurtigst muligt", skriver styrelsen.

De forventer at blive færdige senest 30. juni med at udbetale på de øvrige miljøordninger som fx fastholdelses- og MVJ-ordningerne, når der ses bort fra enkelte problemsager.

På nuværenden tidspunkt har Landbrugsstyrelsen udbetalt tilskud til plejegræs på ca. 93 mio. til ca. 3.900 landmænd, svarende til 84 procent af ansøgerne.

"Vi har udbetalt tilskud til ca. 87 procent af sagerne om økologisk arealtilskud, det vil sige, at vi har udbetalt tilskud til ca. 3000 landmænd, der tilsammen har fået udbetalt ca. 259 mio. kr.", skriver de.

Ansøgningsrunde om nye tilsagn udskydes

Ansøgningsperioden for nye tilsagn om økologisk arealtilskud samt pleje af græs- og naturarealer med start 1. september 2020 var planlagt til 10. august – 30. september. Men nu rykker Landbrugsstyrelsen dog ansøgningsrunden til det sene efterår.

"Vi informerer om den præcise ansøgningsperiode på et senere tidspunkt. Udskydelsen skyldes, at vi vil sikre, at ansøgningsskemaet til at søge nye tilsagn fungerer bedst muligt", lyder det.

Hvis du vil søge nyt tilsagn om økologisk arealtilskud med start 1. september 2020, skal du være opmærksom på, at din bedrift skal være autoriseret til økologisk jordbrug, og tilsagnsarealerne skal være omlagt fra denne dato.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle