Landbrugsstyrelsen glemte at straffe manglende gødningsregnskab

Landbrugsstyrelsen har undladt i flere år at følge op på manglende indsendelse af gødningsregnskaber. Ældre sager vedrører typisk mindre landbrug.

I alt ca. 1.100 virksomheder mangler at indberette gødningsregnskab. Heraf ligger en andel af sagerne flere år tilbage, hvor Landbrugsstyrelsen ikke har fulgt op på sagerne med politianmeldelser. Sagerne vedrører primært mindre landbrug med i gennemsnit 23 hektar.

Det melder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der onsdag har orienteret Folketinget om sagen, skriver Altinget.dk.

Når han fortæller Folketinget om sagen, er det fordi, at Landbrugsstyrelsen har oplyst, at deres opfølgning på sagerne har været "uensartet og mangelfuld i en lang periode".

Styrelsen melder, at de nu følger op på alle sager med manglende indsendelse af gødningsregnskaber.

Ministeren vil bede Landbrugsstyrelsen tage stilling til, om landmændene skal politianmeldes.

"Jeg har også bedt Landbrugsstyrelsen om inden for syv dage at fremlægge en plan for, hvordan sagerne om manglende indsendelser af gødningsregnskaber håndteres, og om der skal foretages politianmeldelser", skriver ministeren til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Gødningsregnskaber indeholder opgørelser for kvælstofforbruget på de enkelte bedrifter. Miljø- og Fødevareudvalget bør ikke være bekymrede for miljøet, mener ministeren.

"I forhold til beskyttelse af vandmiljøet fastlægges indsatsbehov generelt ud fra målinger i vandmiljøet
og ikke ud fra gødningsregnskaberne. Den hidtidigt manglende opfølgning på ikke-indsendte
regnskaber påvirker således ikke det nuværende indsatsbehov for vandmiljøet, som fastsat i
vandplanerne 2015-2021", skriver ministeren.

En planperiode starter 1. august og slutter 31. juli. Gødningsregnskabet skal senest 31. marts året efter være indsendt.

Problemerne med manglende opfølgning startede for alvor i 2013/14, indikerer ministeren. Året forinden, 2012/13, var der politianmeldelser i 174 ud af i alt cirka 600 sager med manglende indsendelse.

"For planperiode 2013/2014 er der udsendt rykkerbreve i maj 2015. Der har ikke været fulgt op på
rykkerskrivelsen, og 762 sager for planperioden 2013/2014 blev strafferetlig forældet den 11. juni 2017."

I perioden har der været tre ministre for området. Dan Jørgensen (S) blev fødevareminister i 2013 og stoppede ved udgangen af juni 2015. Herefter blev Eva Kjer Hansen (V) minister, og i februar 2016 blev Esben Lunde Larsen minister.

En del af sagerne - 329 - er annuleret, typisk fordi at jordbruger er død.

Størstedelen af de resterende 433 sager vedrører mindre virksomheder med et begrænset antal hektar og husdyrenheder (DE). Disse sager omfatter cirka 10.000 hektar, som der ikke er udarbejdet gødningsregnskab for, hvilket svarer til under 0,4 procent af det samlede landbrugsareal, som er registreret i Register for Gødningsregnskab.

Det er altså bedrifter med i gennemsnit 23 hektar.

For planperioderne 2014/2015 og 2015/2016 er der ikke foretaget administrativ opfølgning på virksomheders manglende indsendelse af gødningsregnskaber.

"Styrelsen har udsendt rykkerbreve til virksomhederne, men dette har ikke nedbragt puljen væsentligt, hvorfor i alt ca. 1.100 virksomheder fortsat mangler at indberette gødningsregnskab", skriver ministeren.

Over for Altinget.dk oplyser Landbrugsstyrelsens enhedschef Steen Bonde, at styrelsen er i gang med at skrive en redegørelse.

"Det er dog vigtigt at bemærke, at cirka 98 procent af alle landmænd, der er tilmeldt gødningsregistret, og som er pligtige til at indberette deres gødningsregnskab, har indsendt deres gødningsregnskab i de pågældende år", skriver enhedschef Steen Bonde til Altinget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle