Landbrugsstyrelsen: Nødvendigt at landmænd selv genindsender fællesskema efter it-fejl

En fejl i Landbrugsstyrelsens it gør, at 750 landmænd og ansøgere skal genindsende deres fællesskema. Landbrugsstyrelsen forstår frustrationen fra landmænd og L&F, men understreger, at det er nødvendigt.

I sidste uge ringede Landbrugsstyrelsen til næsten 750 landmænd og ansøgere og bad dem genindsende deres fællesskema. 

Det sker, fordi Landbrugsstyrelsen har opdaget en beregningsfejl i deres it-system, hvorfor de cirka 750 ansøgere, der har søgt skov eller artikel 32 på en eller flere marker, skal hente markerne. Det er nødvendigt for at sikre, at ansøgerne får det korrekte grundbetalings-areal, forklarede styrelsen.

Det har medført frustration hos landmændene og Landbrug & Fødevarer, og Niels Peter Nørring, EU- og klimadirektør i L&F, har kaldt det "helt godnat" at det ligger hos landmændene at retten fejlen.

Den frustration forstår Landbrugsstyrelsen godt, lyder det nu i et skriftligt svar til Landbrugsavisen.dk. 

- Vi har forståelse for, at det kan være frustrerende for nogen, at de skal genindsende deres fællesskema. Derfor ringer vi også til alle, det vedrører og sikrer os, at de ved, hvad de skal gøre. Vi har ringet til samtlige 750 landmænd på nær nogle stykker, som ikke har korrekt telefonnummer noteret i Tast-Selv. Desuden er det også annonceret på driftsstatus, skriver enhedschef Kathrine Marie Steffensen, Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsavisen forsøgte torsdag og i fredag at få uddybet, hvad fejlen skyldes, og om det er en kendt fejl i systemet. Det har styrelsen dog ikke ønsket at svare på.

Får formentlig ikke betydning for støtten

En del af kritikken fra Niels Peter Nørring gik på, at fejlen hos styrelsen potentielt kan ende med at få betydning for støtteudbetalingen.

- Det er også fuldstændig uacceptabelt, hvis nogle landmænd, der ikke når at rette det inden 24. maj, ikke får den fulde støtteudbetaling eller får forsinket støtteudbetaling, sagde Niels Peter Nørring.

Det er der dog ikke ret stor risiko for, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

- Hvis fællesskemaet bliver genindsendt, får fejlen ingen betydning for, hvornår tilskuddet bliver udbetalt, skriver Kathrine Marie Steffensen.

- De landmænd som eventuelt ikke får genindsendt fællesskemaet vil kunne få fejlen korrigeret, når vi sagsbehandler ansøgningerne. Men det bedste er, at få genindsendt skemaet senest den 23. maj for ellers vil ansøgningen blive til en sag, der kræver manuel sagsbehandling, skriver styrelsen, der understreger, at ansøgerne skal ind over ansøgningen igen.

- Landbrugsstyrelsen bliver nødt til at sikre, at ansøgeren er enig i den ansøgning, der er indsendt, og derfor kan styrelsen ikke blot gå ind og rette til selv.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle