Landbrugsstyrelsen: Ny enhed og ny ledelse skal forebygge svig

Landbrugsstyrelsens direktør, Lars Gregersen, tager nu bladet fra munden og svarer på kritik: Det er en dybt alvorlig sag.

Landbrugsstyrelsens direktør, Lars Gregersen, svarer nu i et debatindlæg sendt til flere medier på sidste uges omfattende kritik af Landbrugsstyrelsen.

- Det er en dybt alvorlig sag, og vi står nu over for et stort arbejde med at genoprette tilliden til os, skriver han blandt andet. 

Kritikken drejede sig blandt andet om, at embedsmænd i Landbrugsstyrelsen ifølge Radio 4s oplysninger opfordrede ejerne af Danmarks største landbrug, Bregentved Gods, til at finde på nye forklaringer i en speget sag om 28 millioner støttekroner.

Opfordringen til Bregentved kom, da EU-Kommissionen opdagede sagen og gjorde opmærksom på, at Bregentved ikke skulle have haft en krone.'

Opdigtede forklaringer

De opdigtede forklaringer, som altså Landbrugsstyrelsen opfordrede Bregentved til at give, skulle dække over, at Landbrugsstyrelsen og den daværende landbrugsminister med åbne øjne havde givet godset på midtsjælland de mange millioner kroner i strid med reglerne.

Landbrugsstyrelsens embedsmænd prøvede dermed at redde sig ud af kniben ved direkte at opfordre Bregentved til at pynte på virkeligheden.

Det sjællandske Bregentved Gods fik i forbindelse med puljen 'Modernisering af slagtesvinestalde' i 2016 udbetalt firedobbelt støtte - i alt 28 millioner - ved at opsplitte deres svineproduktion og fire nybyggede staldanlæg i fire selskaber, der alle fik tilsagn om støtte.

Manøvren med at opdele selskabet og dermed være berettiget til flere støttekroner mødte senere en skarp kritik fra Rigsrevisionen.

Lars Gregersen, der tiltrådte som direktør i Landbrugsstyrelsen i kølvandet på skandalen, skriver endvidere:

- Siden Rigsrevisionens beretning i maj 2021 har vi arbejdet intensivt med en lang række opfølgningstiltag, der skal rette op på kritikpunkterne.

Enhed for svig og omgåelse

Ham påpeger, at der er kommet ny ledelse. Udover ham selv er der i maj tiltrådt to nye vicedirektører.

- Den nye ledelse har en helt central rolle i at styrke vores arbejde med svig og omgåelse samt styrke det juridiske fagmiljø i styrelsen og den gode forvaltningskultur i hele vores sagsbehandling. Vi har samtidig oprettet en helt ny enhed for svig og omgåelse, der netop har fokus på at foretage en kompetent og målrettet behandling af svigsagerne.

Men han erkender også, at man ikke er i mål endnu. Han skriver:

- Det er et stort arbejde, og der er stadig et stykke vej, før alle de nye tiltag er helt i mål, men vi er på rette spor, skriver Landbrugsstyrelsens direktør.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle