Landbrugsstyrelsen: Vi er klar over muligheden for at lave en overgangsordning, men…

Det er besluttet, at der ikke skal være en overgangsordning for de unge landmænd, der kommer i klemme mellem to overgangsordninger, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

EU's medlemsstater kan godt lave en gnidningsløs overgang for de unge landmænd, som kommer i klemme, når ordningen for etableringsstøtte til unge landmænd til næste år laves om.

Sådan lyder det i et skriftligt svar fra EU-kommissær, Janusz Wojciechowski, til Venstres Asger Christensen. Venstremanden har opfordret til, at der bliver lavet en overgangsordning for at hjælpe de unge landmænd, der til næste år vil være for gamle til at flytte fra den gamle til den nye ordning.

Kravet for den nye ordning er nemlig, at man skal være under 41 år på det tidspunkt, hvor man søger.

Umiddelbart ser det dog sort ud med en overgangsordning. 

I et skriftligt svar til LandbrugsAvisen fra teamleder i Landbrugsstyrelsen Ivan Volf Vestergaard, lyder det nemlig:

- Vi er klar over, at muligheden for at lave en overgangsordning har været der, men det er besluttet, at der ikke skal være en overgangsordning. Det er besluttet, fordi langt de fleste unge landbrugere, som vil mangle enkelte års støtte fra den nuværende ordning fra 2023, vil kunne søge den nye ordning, lyder det. 

Fra Ivan Volf Vestergaard lyder det, at en overgangsordning vil ramme andre ansøgere, da midlerne trækkes fra andre ordninger i den nye reformperiode.

- Jeg vil gerne understrege, at selvom den nuværende etårige støtteordning gav mulighed for maksimalt fem års støtte, gav den ikke ansøgerne krav på fem års støtte. Derudover har Den Europæiske Revisionsret konkluderet, at den gamle ordning ikke havde nogen nævneværdig effekt for at fremme generationsskifter. Det er vores forventning, at den nye ordning bedre vil understøtte det, siger Ivan Volf Vestergaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle