Landdistrikternes Fællesråd får ny næstformand

Der er kendte ansigter på nye pladser, efter bestyrelsen for Landdistrikternes Fællesråd mandag konstituerede sig selv på ny.

Det første bestyrelsesmøde i det nye år blev hos Landdistrikternes Fællesråd brugt på at fordele udvalgspladser og vælge en ny næstformand, da afgående næstformand Grethe Saabye tiltrådte som sekretariatschef i fællesrådet pr. 1. januar.

Fra og med i dag og frem til rådets årsmøde 30. april hedder Landdistrikternes Fællesråds næstformand dermed Anders K. Brandt. Han er opstillet af Sønderborg Landsbyforum og blev valgt ind i bestyrelsen ved årsmødet i 2018. Det skriver rådet i en pressemeddelelse.

Landdistrikternes Fællesråds formand, Steffen Damsgaard, glæder sig til samarbejdet i den nye konstellation.

"Jeg er glad for, at bestyrelsens formandskab nu er konstitueret på ny og glæder mig til at samarbejde med Anders om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Vores samlede bestyrelse afspejler den bredde i vores medlemsskare, der er et stort aktiv og giver os en slagkraftig stemme på Christiansborg såvel som i resten af landet", udtaler Steffen Damsgaard.

Anders K. Brandt er tidligere formand for byrådets udvalg for landdistrikter i Sønderborg Kommune, hvor han også selv bor i en af kommunens landsbyer.

Derudover er Charlotte Roest, kommunalbestyrelsesmedlem i Næstved Kommune, tiltrådt som kommunernes repræsentant i bestyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle