Økologi i bæredygtig balance – gode råd til de syddanske økologer

Cirka 40 mennesker var onsdag 8. januar samlet til konferencen "økologi i bæredygtig balance", som var arrangeret af Landbrugsrådgivning Syd og Syddansk Økologi.

Fem ildsjæle fra fødevarebranchen delte generøst ud af historier og erfaringer. Spørgelysten fra de fremmødte var stor, og snakken gik lystigt hen over den bæredygtige buffet i Food Innovation House.

ØKOLOGI ER ET VÆKSTOMRÅDE

"Økologien har gode fremtidsudsigter, selv om vi mærker et øget pres fra udlandet", spår John Jensen, chefanalytiker og handelsrådgiver hos Agromarkets, som hjælper danske landmænd med at handle råvarer.

HANDELSSTRATEGI HÆVER BUNDLINJEN

Råvarehandel er en disciplin, som de økologiske producenter generelt kan blive meget bedre til, mener John Jensen. En strategi er nødvendig, for at sikre en mere bæredygtig produktion og økonomi.

"Tjener du penge i dag, så er du også økolog i morgen", lød mantraet fra John Jensen. "Økologerne kan selv gøre rigtig meget for at tjene flere penge her og nu. Det kræver dog, at de ændrer adfærd. F.eks. skal de ikke sælge kornet til høst, hvor prisen er lavest. Det bedste er at handle med naboen. Så kan man spare både foderstoffets avance, transporten og fradraget på tørring og rens", siger han.

ØKOLOGI FYLDER MERE HOS HOTELGÆSTERNE

At agere økonomisk bevidst og bæredygtigt var også i fokus hos aftenens næste taler, Kari Brandsgård.

Kari Brandsgård er direktør for Haraldskær Sinatur Hotel & Konference. Hotelkæden vil være CO2-positive og affaldsfrie senest i 2030, og det kommer man ikke sovende til.

"Vi går langt for at nå vores mål", fortæller Kari Brandsgård på konferencen. Blandt andet affaldssorterer og genanvender vi 72 procent, og vi måler på madspild. Vi vil kun have leveret varer en gang om ugen, og leverandørerne skal tage tom emballage med retur. Det har reduceret antallet af vareleverancer med 47 procent siden 2015", siger Karin Brandsgård. 

I 2019 fik hotelkæden det økologiske spisemærke i sølv. Kari Brandsgård understreger dog, at økologi ikke er nok i sig selv.

"Økologi er godt, men kun, hvis kvaliteten også er i orden. Økologi fylder mere og mere hos både os og gæsterne, men kvaliteten har fortsat første prioritet", siger hun.

Desuden prioriterer hotelkæden samarbejde med lokale producenter.

"Gæsterne finder f.eks. ikke appelsinjuice i morgenbuffeten på Haraldskær Sinatur", fortæller hun og fortsætter: "Hvorfor skulle vi transportere det så langt, når vi har den bedste økologiske, danske æblemost?", lyder det fra Karin Brandsgård.

ØKOLOGISK FRUGTPLANTAGE I BÆREDYGTIG UDVIKLING

Den velsmagende æblemost kommer fra konferencens næste taler, Jette Jørgensen.

Jette og Bent Jørgensen fra Munkebjerg Økologiske Frugtplantage finder hele tiden nye indsatsområder, som skal udvikle bedriften i en bæredygtig retning. De har 34.000 æbletræer og økologiske høns, der leverer en sund forretning, hvor både æble- og æggeproduktionen ligger over gennemsnittet. Men parret hviler ikke på laurbærrene. 

"En RiSE analyse har hjulpet os med at identificere og konkretisere vores udviklingsmuligheder ift. at blive mere bæredygtige. Analysen måler på 10 forskellige parametre, der har indflydelse på virksomhedens bæredygtighed. Bl.a. økonomi, næringsstoffer, energiforbrug og livskvalitet", fortæller Jette Jørgensen og fortsætter: 

"Vi er stolte af resultatet, der overordnet er grøn på alle parametre, siger Jette. Underliggende er der dog identificeret nogle indsatsområder, som vi nu er opmærksomme på. Blandt andet skal Bent holde nogle flere fridage. Vi skal have lavet en naturplan. Og så har vi lavet en gødningsaftale, så vi sælger noget af naturgødningen fra hønsene videre og dermed bringer gødningsforbruget i bedre balance", siger hun.

ØKOLOGI ER AT ARBEJDE MED HELHEDEN

Ligesom RiSE analysen måler bæredygtighed på flere parametre, arbejder aftenens sidste taler, økolog Henrik Bovbjerg, også i helheder. Henrik Bovbjerg driver Bovbjerg Økologi, Danmarks første økologiske griseopformeringsbesætning, og har syv ansatte.

"Bæredygtighed er flere ting for mig. Det er en sund økonomi, balance i miljøpåvirkningen og en udviklende biodiversitet. Og så er det trivsel hos både dyr, medarbejdere og familien inklusive mig selv", fortæller Henrik Bovbjerg.

Han kan gode lide at tænke anderledes og går meget op i at udvikle den økologiske griseproduktion ved hjælp af ny genetik.

"Vi deltager i et projekt med bl.a. Aarhus Universitet, hvor vi arbejder med et økologisk avlsindeks ift. grisenes moderegenskaber, robusthed, tilvækst og kødprocent", fortæller han.

P.t. sælger Henrik Bovbjerg godt 2.500 polte og 7.000 smågrise pr. år. Han producerer 4.000 slagtegrise og har 600 søer med 10 ugers fravænning.

"Den lange fravænning gør, at vi kan undgå zink og medicin, og sjældent oplever halebid", fortæller han.

I klimadebatten bliver både mennesker og virksomheder mere bæredygtige, hver eneste dag. Flere konventionelle tager de økologiske metoder til sig. Derfor skal økologerne blive ved med at flytte sig, fastslår Henrik Bovbjerg.

"Vi skal flytte os mindst lige så hurtigt som de konventionelle, og helst hurtigere end både forbrugeren og lovgivningen. Så kan vi blive ved med at være her", afslutter han.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.