25 år med Østdansk Landboforening i Rønnede

Østdansk Landboforening kunne i denne uge fejre 25 års jubilæum i domicilet i Rønnede.

For 25 år siden den 6. januar i 1996 blev Østdansk Landboforenings nye domicil indviet i Rønnede. Og efter et kvart århundrede står rådgivningsvirksomheden endnu stærkere.  

"Vi har et fantastisk hus her i Rønnede. Vi arbejder løbende med nye visionære mål både politiske og faglige. For fremadrettet skal vi tilbyde endnu flere ydelser, til både landmanden, men også andre erhvervsdrivende. Der er et stigende behov for rådgivning og sparring i alle virksomheder i en stadig mere og mere kompleks verden", forklarer bestyrelsesformand Ole Elbæk.

Direktør Torben Flinch ser også mange muligheder, hvilket blandt andet skyldes en stærk medarbejderstab.

"Med en god opbakning fra medlemmer og kunder, har vi været i stand til at drive en solid virksomhed i et kvart århundrede, der hele tiden har kunnet matche alles behov. I øjenhøjde tager vi udgangspunkt i den enkeltes bedrift eller virksomheds behov uanset størrelse", Siger Torben Flinch og fortsætter:

"Det har ikke kunnet lade sig gøre uden dygtige og loyale medarbejderne, der er kernen i Østdansk Landboforening. Vi har udviklet os kolossalt løbende gennem årene. Og det er deres fortjeneste, at vores rådgivningsvirksomhed vil have en sund levetid – også i fremtiden", siger direktøren. 

Der kommer også et 50-års jubilæum

Den tidligere bestyrelsesformand, Jørgen Petersen, glæder sig over jubilæet, for det viste sig at være den helt rigtige beslutning at få et domicil i Rønnede.

"Vi var ti landboforeninger samt familielandbrug – det skulle samles. Det arbejde begyndte jeg på allerede i 1989. Det lykkedes blandt andet med hjælp fra Østsjællands Erhvervsråd og i marts 1995 kom det første spadestik, og under et år senere var vi færdige.", siger Jørgen Petersen og fortæller at han dengang håbede at centret holdt i 20 år. 

"Jeg havde på det tidspunkt været gennem mange fusioner og nedlæggelser i firserne og halvfemserne, og forestillede mig, at det var nok en realistisk levetid for stedet. Men her er jeg glad for, at jeg tog fejl. Så når man i dag spørger mig, om Østdansk landboforening også er her om 25 år, er svaret klart ja. Bevares der vil altid komme op- og nedgange, men på den lange bane vil foreningen bestå. Antallet af landbrug er faldet støt de sidste årtier, men arbejdsbyrden og dokumentationskrav fra myndighederne er steget. Landbrugserhvervet bliver mere og mere kompleks, hvilket giver Østdansk Landboforening en klar berettigelse langt ud i fremtiden", lyder det fra Jørgen Petersen.

Østdansk Landboforening vil senere på året afholde jubilæumsreception. Grundet COVID-19 bliver denne dato først fastsat til foråret.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.