62 landmænd klar til Åbent Landbrug
Hvad gør danske landmænd for klimaet? Få svaret den. 15. september, når 62 landmænd over hele landet tager imod nysgerrige danskere, der gerne vil vide, hvordan danske landmænd kan producere fødevarer i verdensklasse med mindst mulig klimapåvirkning.

Brug af ny teknologi til at gøde mere præcist, genanvendelse af dyrenes gødning til at producere biogas og etablering af minivådområder, som renser drænvand for kvælstof og fosfor. Det er blot få eksempler på, hvad danske landmænd allerede gør for klima og natur.

Søndag den 15. september har du mulighed for at komme helt tæt på køer, kalve og grise, komme med op i de store landbrugsmaskiner og se, hvad danske landmænd helt konkret gør for at få en endnu mere klimavenlig produktion. 

Sidste år brugte 73.300 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud. I år er der plads til, at endnu flere danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over. Alene på Djursland har to gårde valgt at åbne stalddørene.

Velkommen på Heden Jersey

En af de landmænd, der ser frem sig til at byde nysgerrige danskere indenfor til Åbent Landbrug er Lisbeth og Ib Damgaard Andersen, Hornslet. På Heden Jersey har de en gård med malkekøer.

Parret er 2. generation på gården, som de overtog i 1989. Ib står for det daglige arbejde med dyr og marker sammen med tre ansatte, og Lisbeth er handicaphjælper.

I stalden har de 152 malkekøer, som alle er af racen jersey, en lysebrun malkerace. Køerne giver tilsammen 3.200 liter mælk pr. dag med 6,5 % fedt og 4,25% protein. Arla henter mælken og kører den til mejeriet i Brabrand, hvor den bliver til yoghurt eller ost. 

Velkommen til Møllerup Gods

På Møllerup Gods, som ligger på Møllerupvej 24, Møllerup i Rønde, bor Anne Sophie og Stig Gamborg, som sammen har fire voksne børn.

De overtog Møllerup Gods i 2002 efter Anne Sophies forældre, og har i dag flere ansatte, der beskæftiger sig med landbrug, skovbrug, jagt, hestepension, udlejning af ejendomme og events. De nuværende bygninger er fra 1700-tallet og vedligeholdes løbende.

På godset drives 500 hektar jord med rødsvingel, hvede, byg, raps og hamp, som anvendes til fødevarer, isolering og hudplejeprodukter. 

Åbent Landbrug er gratis, og der er noget for alle, når landmænd over hele landet søndag den 15. september åbner dørene fra kl. 10.00-16.00. 

Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde information om de gårde, du kan besøge.
Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.