"Ambition om i fællesskab er vigtig"
Iben Krog Rasmussen, medstifter af Tænketanken Frej, talte i sin Sankt Hans tale om fællesskabet og at accepterer hinandens forskelligheder.

Iben Krog Rasmussen havde søndag 23. juni taget turen fra sin bopæl i København til fødebyen Østofte på Lolland, hvor hun var inviteret til at holde båltale ved byens Sankt Hans arrangement. 

"Talen handler om, hvordan vi alle har en bybo og en landbo inden i os, og hvorfor livet bliver mere spændende, hvis vi stopper med at dele verden og hinanden op i kasser af to", fortæller Iben krog Rasmussen. Hun stiftede Tænketanken Frej netop fordi hun ønskede at danskerne skulle blive klogere gennem mødet med forskelligheder. 

Vi bringer her uddrag af talen:

Tak for invitationen om dette smukke bål i Østofte-Nørreballe, hvor vi nu tilfældigvis bor. Nu siger jeg: ”vi bor”. Det er jo egentlig noget pjat, for det er faktisk syv år siden, at jeg flyttede fra mit fødested på Nørremosegård og til København for at læse statskundskab. 

Syv år i København. Så må jeg da være en rigtig københavner. En såkaldt bybo. En forbruger. En hipster. Ja sikkert også veganer. Men jeg kan fortælle jer, at jeg ikke føler mig sådan. 

Jeg har mit arbejde i København, jeg elsker spontant at spise takeaway i København. Jeg elsker at gå i teateret i København. Jeg elsker min hverdag i København, men jeg føler mig ikke som en københavner. Jeg føler mig ikke som en bybo. 

Når jeg er i København føler jeg mig som en lollik. Jeg har Lolland inden i mig, og når jeg står ved dette bål føler jeg, at Lolland er lige så meget min ø som jeres. 

Jeg har altid været meget stolt over være fra Lolland og landbruget. Jeg har oplevet, at min opvækst på en gård med grise har været en af de bedst mulige rygsække, som man kan få pakket til livet. Mine brødre og jeg har lært, at arbejde er en del af livet og ikke noget, som skal overstås. At lokalsamfundet er noget, som man skaber og ikke noget, som bliver skabt for en. At roer skal hakkes, og at grise skal kastrereres. Vi er fra et hjem, hvor Folketidende og Landbrugsavisen har flydt på bordet, og her kunne vi blive bekræftet i, at Lolland er verdens navle og landbruget holder Danmark sammen.

Det var derfor lidt af en øjenåbner at komme til Østerbro. Her læste de ikke Folketidende men Politiken. Der var det ikke landbruget, som holdt Danmark sammen, men noget som skilte os ad, og det med at have kastreret grise scorede slet ikke lige så godt i fredagsbaren på statskundskab, som det plejede at gøre på Monalisa i Maribo. 

Hvorfor er din far ikke økolog? Hvorfor skal vi have 30 millioner grise i Danmark? Hvorfor skal grise kastreres? Hvorfor har vi udfordringer med vores vandmiljø?

I starten lukkede jeg ned for deres spørgsmål. Det var da nogle dumme byboere. De forstod da ikke noget. De havde sikkert aldrig besøgt en gård. De skulle bare have nogle fakta om dansk landbrug, de skulle bare besøge den virkelige verden, så skulle de nok kunne forstå. Det endte dog med, at det var mig, der kom til at forstå. For den virkelige verden – hvor er den egentlig? Hvem har patent på den? Hvorfor er Østofte en mere virkelig verden end Østerbro? 

Med drømmen om at blive klogere gennem mødet med forskelligheder startede min makker og jeg Tænketanken Frej, som jeg arbejder med i dag. Vi er 60 frivillige i både Aarhus og København med forskellige holdninger, forskellige opvækst og forskellige uddannelser. Vi har en ambition om i fællesskab at skabe et endnu mere bæredygtigt Fødevaredanmark.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Det dødbesværligt og virkelig irriterende at omgås folk, der konstant mener og ser noget andet end, man selv gør. Vi mennesker er begrænset rationelle. Vi kan ikke overskue hele verdens viden og nuancer, alle holdninger, alle perspektiver.  Vores hjerner skærer automatisk noget fra. Det har sine ulemper, men vi skal være glade for mekanismen, da den giver os muligheder for at være til stede i vores liv. 

En af de mekanismer vores hjerner har lavet for at reducere kompleksiteten er, at den strukturerer det, der ligger uden om os i kasser af to. 

Vi deler Danmark op i land og by og hinanden op i lollik eller københavner. 

I landmand eller cafelattedrikker.

I det onde og det gode. 

I lyset og mørket. 

Når jeg er hernede på Lolland kan jeg godt mærke, at syv år i København har sat sine spor, og jeg føler mig som en københavner, når jeg tager mig selv i at rynke på næsen over pizzaen på Xantos. En pizza jeg jo syntes smagte udmærket, da jeg boede hernede.  

For sandheden er, at jeg både er lollik og københavner. Min identitet som menneske kan ikke defineres ud af ét geografisk punkt eller ét parameter. 
 
Jeg er både lollik og københavner. 

Jeg er barnebarn, men jeg er også direktør i en tænketank. 

Jeg er lyttende, men lige nu er jeg talende. 

I morges var jeg vegetar, og hertil aften har jeg været kødspiser af min mor fantastiske lollandske specialiteter. 

Jeg har alle disse identiteter inden i mig, og hvilken der dominerer afhænger af hvor jeg er, hvem jeg er sammen, og ofte flyder det hele sammen. 

På samme måde kan mine studiekammerater på statskundskab ikke bare puttes i kassen som cafelattedrikkende, københavnere, og det samme gælder alle jer om dette bål. 

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at vi efter i aften stopper med at dele verden og hinanden op i kasser af to. Vores hoveder har behov for struktur. 

Men det er min forhåbning og min erfaring fra Tænketanken Frej, at hvis vi er bevidste om, at ingen mennesker enten er byboere eller landboer, veganere eller kødspisere, onde eller gode, så kan gøre livet endnu større, endnu mere spændende og endnu bedre. 

Midsommeraftenen er symbolet på, at vi går fra lys til mørke. Igen deler vi verden op i to. Lys og mørke. Men som vi år efter år har erfaret, så sker dette skift ikke fra den ene dag til den anden. Det bliver ikke mørkt kl. 16.30 fra i morgen af. 

Om lidt vil vi tænde midsommerbålet, og her vil vi se nuancer af orange og grå føje sig til aftenhimlen over Østofte. Jeg håber, at farverne og aftenhimlen kan minde os om, at intet her i verden er sort eller hvidt, at ingen mennesker blot hører til i én kasse, og at vi alle sammen har både en bybo og landbo inden i os. 

Glædelig midsommer. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.