Biogas er et partnerskab

Den nye sammenslutning af biogasleverandører er meget positiv over Klimarådets seneste udmelding om den markante rolle, biogas får i den grønne omstilling. Nu mangler vi bare en mere fair honorering, lyder det fra sammenslutningen. 

I Klimarådets nye rapport slås det fast, at biogas med husdyrgødning skal spille en stor rolle frem mod 2030 i bestræbelserne på at sænke CO2-udledningen. Der sigtes blandt andet mod at sikre en markant øget biogasproduktion allerede i 2025. 

Grøn omstilling kræver investeringer 

Sammenslutningen af landbrugets Biomasseleverandører (LBBL), der arbejder for udvikling af biogassen og bedre vilkår for leverandører, pointerer, at landmændene skal have et væsentligt udbytte, hvis der skal speedes yderligere op for biogasproduktionen. 

"Biogas er et partnerskab. Landbruget bidrager med den væsentligste del af biomassen og modtager afgasset biomasse retur på udspredningsarealer. Vi hjælper samfundet med at genanvende bioaffald, som ellers ikke kan udnyttes. Hvis ikke restproduktet kan ende på vores arealer som gødning, er det ikke muligt at "slutte det grønne kredsløb". Den opgave og omstilling skal honoreres på en fair måde", siger næstformand Peter Høj og fortsætter:

"Den grønne omstilling og ansvaret er landmændene klar til at tage på sig, men det er vigtigt, at klimaregnestykket også godskrives de enkelte leverandører", siger han.

Landmændene står foran større klimainvesteringer, som de skal foretage, hvis klimaindsatsen skal lykkes. Og det er en regning, landmændene kommer til at betale. 

Det skal være trygt og attraktivt at være leverandør

Sammenslutningen møder heldigvis stor forståelse blandt de fleste aktører i energisektoren for at landmænd skal have væsentligt udbytte af leverandørforholdet til biogas, fortæller udviklingschef, Anders Andersen. Han varetager sekretariatet og er en af initiativtagerne til sammenslutningen.

"At husdyrgødning honoreres bedre for den kvalitet, der leveres, ser vi nu i nogle af de nye aftaler, der indgås. Bedre afregningsforhold er en afgørende forudsætning for at sikre attraktivitet og tryghed i samarbejdet med biogasanlæg, som i nogle af de nye anlæg er ejet af energiselskaber med eksterne investorer. Bedre leverandørforhold skal simpelthen til for at sikre optimal leverance og den videre udbygning af biogassen", pointerer Anders Andersen.

Vi skal dele udbyttet

Effektiviseringen indenfor biogas går samtidigt utroligt stærkt. Landbruget optimerer løbende processer i stalden og på anlæggene. 

"Vi er nødt til at se det som en samlet procesoptimering, hvor vi arbejder tæt sammen som et partnerskab mellem energiselskaber og landbrug – og hvor vi deler udbyttet af den indsats, vi sammen opnår. Det er helt på samme vis, som vi internt gør i landbruget på andre områder mellem forskellige værdikæder i forretningerne", siger Anders Andersen.

"Biogas skal være en fornuftig forretning for alle. Sikrer vi ikke forretningen hele vejen rundt, så kommer vi aldrig i mål", pointerer Peter Høj. 

Siden LBBL startede med fire leverandørforeninger og med repræsentation af ca. 300 leverandører, dækker de nu hele landet og er oppe på at repræsentere ca. 1000 leverandører af biomasse. Og sammenslutningen møder utrolig stor opbakning hele vejen rundt i branchen.

Faktaboks

Fakta om Sammenslutningen af landbrugets Biomasseleverandører:

  • Sammenslutningen blev etableret i Vojens den 13. januar 2020
  • Formand Erling Christensen fra Sønderjysk Biogas, Bevtoft
  • Næstformænd Martin Lambert Pedersen, Aabenraa og Peter Høj, Fåborg
  • Sekretariat for sammenslutningen ved Udviklingschef Anders Andersen
  • I dag 12 leverandørforeninger som repræsenterer ca. 1000 leverandører med samlet leverance over 6 mio. ton biomasse
  • Formålet med sammenslutningen er blandt andet at sikre bedre vilkår for leverandører, sikre bedre omfordeling af biomasse og kortest mulige transportveje.
  • Læs mere om sammenslutningen på lbbl.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.