Bortvist kontorleder anker til Landsretten

Juridisk tvist mellem Odsherred Landbofor-ening og en tidligere kontorleder fortsætter: Sagen er anket.

Sagen mellem Odsherred Landboforening og en bortvist kontorleder fortsætter: Den tidligere medarbejder, Ulrich Goth, har anket sagen til Landsretten, efter at retten i Holbæk 24. marts kendte bortvisningen berettiget.

Det har han gjort af flere årsager, forklarer han i en mail til LandbrugsAvisen: Dels for at få en højere retsinstans’ vurdering af lødigheden og motiverne i flere vidneudsagn fra Odsherred Landboforening, dels for at få en vurdering fra en højere retsinstans ’af en underskrifts værdi’.

"Det har principiel betydning, hvis man ikke længere kan stole på, at indgåede aftaler med modpartens underskrift på, holder", skriver han.

Fik delvist medhold

Sagen om bortvisningen og det økonomiske efterspil var anlagt af Ulrich Goth, der havde forlangt godt en million i samlet godtgørelse.

Størstedelen af kravet blev afvist af retten i Holbæk, men han fik medhold i et krav om feriepenge for 2017, 2018 og 2019. Det fremgik ikke af LandbrugsAvisens referat 4. april 2020, hvilket Ulrich Goth finder kritisabelt.

"Landboforeningen fik heller ikke medhold i, at jeg havde afspadseret overarbejde uberettiget", skriver han.

Om den famøse ansættelseskontrakt, hvor han i følge Odsherred Landboforening tildelte sig selv en lønforhøjelse på 5.000 kroner uden bestyrelsens vidende, skriver han, at det var bestyrelsen, der havde bedt ham om at udfærdige sin egen ansættelseskontrakt.

"Det har jeg gjort i dialog med bestyrelsen, med vejledning fra advokater med speciale i ansættelseskontrakter og med et lønniveau, som tidligere ledere i foreningen har modtaget ved ansættelsernes begyndelse".

Ikke dokumentfalsk

Byretten i Holbæk fandt det bevist, at den tidligere formand for Odsherred Landboforening rent faktisk har underskrevet Ulrich Goths ansættelseskontrakt, selvom Odsherreds Landboforening med bistand fra en grafolog havde hævdet det modsatte. Retten vurderede dog samtidig, i lyset af de samlede omstændigheder, at formanden ikke var klar over, at indholdet afveg fra det tidligere aftalte.

Ulrich Goth finder det helt centralt, at underskriften var ægte, og at retten dermed har frikendt ham for en langvarig og belastende mistanke om dokumentfalsk. Dermed hviler bortvisningen på et falsk grundlag, mener han.

"Af dommen fremgår det klart, at underskriften på min ansættelseskontrakt ikke er forfalsket af mig. Kontrakten er underskrevet af den daværende formand Allan Klestrup Hansen. Det har Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center afgjort, og den afgørelse var retten enig i".

"Personsag"

I Odsherred Landboforening tager formand Anders Mortensen anken til efterretning. Han betegner sagen som en personsag og vil ikke indgå i offentlig polemik om den.

Han understreger, at foreningen fortsat mener at have en god sag, i og med byretten mente, at Ulrich Goth har misligholdt sit ansættelsesforhold ’væsentligt’.

Ulrich Goth fik 14 dage efter bortvisningen fra Odsherred Landboforening nyt job som kundechef i Agrovi.

Faktaboks

Det sagde retten:

  • Ulrich Goth blev tilkendt 157.500 kr. i feriegodtgørelse, men skulle tilbagebetale 56.520 kr. i for meget udbetalt løn og feriefridage. Samlet skal Odherred Lbf. efterbetale 100.980 kr. til Ulrich Goth.
  • Ulrich Goths samlede krav lød på 1.080.514,84 for uberettiget bortvisning, fratrædelsesgodtgørelse m.m.
  • Parterne blev dømt til hver især at betale egne advokatudgifter, da ingen fik 100 pct. medhold.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening