Cheføkonom: Udsigt til global rekordavl for korn

Sidste års tørke har ikke tømt de globale kornlagre, som samtidig ser ud til at blive fyldt gevaldigt op i den kommende høst. Det vil presse priserne markant, lyder det fra Hans Fink, cheføkonom hos AgroMarkets og LMO.

På trods af sidste års tørke, som gjorde dybe indhug i høsten i både Nordeuropa og ikke mindst Rusland, er der stadig store mængder korn på lagre over hele verden. 

Samtidig er der netop nu udsigt til en den største kornavl nogensinde på globalt plan, og det vil i sidste instans betyde bugnende lagre af både hvede og byg, som dermed vil presse priserne nedad, fortæller Hans Fink, cheføkonom i AgroMarkets og LMO. 

"I Rusland er der blevet sået meget store mængder korn, og samtidig ser vejret ud til at være med os i år. Derfor ser det ud som om, at vi får en global rekordavl i korn. Sammenholdt med de stadigt meget store lagre af korn, vil det i sidste ende betyde markante prisfald til den kommende høst", fortæller Hans Fink og uddyber, at prisen allerede nu er markant lavere end sidste år. 

"Lige nu ser det ud som om, at prisen står over for et fald, og vi har retning mod en kornpris på godt 100 kroner per hektokilo", siger han.

Find en aftager nu

Hans Fink fortæller, at man på nuværende tidspunkt burde have solgt i hvert fald en del af sin kornhøst. Har man dog stadig ikke været i markedet, råder han til, at man finder sig en køber hurtigst muligt. 

"Det handler om, at man skal finde den bedste aftager i markedet og finde en pris, som gavner både køber og sælger. Det kan måske være naboen eller naboens nabo. Man skal ikke gå i panik, men vi råder til, at man skal til at i gang, hvis ikke man har fået solgt ud af kornet endnu", siger han og peger på handelsplatformen Commodity Trader, hvis man har udfordringer med at finde en køber. 

Rapsprisen står for fald

Prisen på raps er fladet ud siden starten af maj, og der er udsigt til, at også den kan være på vej ned. 

"Rapsprisen vil formentlig dale stille og roligt i den kommende tid. Det skyldes, at der er ret store rapslagre globalt set. Derudover ser det ud til, at vi får en ganske god avl, og endeligt ser det ikke ud til, at forbruget rundt om i verden kommer til at stige. Så alt i alt vil det tynge prisen nedad", siger Hans Fink og anbefaler, at man får lagt en strategi for sit rapssalg, hvis ikke man allerede har en plan på tegnebrættet. 

"Helt konkret skal man som finde ud af, hvilket niveau man vil handle på, og hvor store mængder man vil sælge. Og så er det vigtigt, at man holder sig til den plan og ikke afviger pludseligt", siger han. 

Netop timing i forhold til fremtidige afgrødepriser samt gode råd til køb og salg af råvarer er nogle af emnerne, når AgroMarkets og LMO afholder Handelsmøder den 20., 21. og 23. maj hos LMO i hhv. Aars, Søften og Horsens. 

Her vil Hans Fink og John Jensen fra AgroMarkets give et indblik i verdens børser, den aktuelle aktieverden og de forhold, der kan give en ny optur, herunder Brexit, det lidende pund, en svag euro og alt, der har indflydelse på dansk eksport. 

Der er også fokus på landmandens regnskab og sammenhængen mellem gældsprocent og indtjening. Det giver også mulighed for at vurdere, om man betaler den rigtige bidragssats og bankmarginal, og om man handler med det rigtige realkreditinstitut. 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.