Elev i Djursland Landboforening blev Årets Elev

Sandra F. Kjær, elev i Djursland Landboforenings økonomiafdeling, er netop blevet kåret som Årets Elev i HK Østjylland.

Det var en tydeligt forbavset Sandra F. Kjær, som lidt før onsdag middag, blev kåret som Årets Elev i HK Østjylland. Hun blev overrasket på sin plads i Djursland Landboforenings økonomiafdeling af både kollegaer og Søren Sørensen, formand for HK privat Østjylland, hvor hun fik overrakt blomster, diplom og en gave.

Sandra F. Kjær, som er elev med speciale i revision, er blevet indstillet af Djursland Landboforening, og husets medarbejdere var efterfølgende i kantinen for at fejre den gode nyhed.

En gang om året laver HK Østjylland en konkurrence, hvor de kårer årets elev. Det gør de for at hylde den gode uddannelse og ikke mindst for at sende en anerkendelse afsted til de virksomheder, som tager godt imod HK eleverne.

Sandra F. Kjær kunne ikke undgå at blive lidt rød i kinderne, da Søren Sørensen læste begrundelsen for indstillingen op. For økonomiafdelingens elev er meget interesseret i sit arbejde. Hun er ekstremt pligtopfyldende og bidrager i høj grad til, at arbejdet i afdelingen fungerer godt. Og så leverer hun høj kvalitet.

"Det vil sige, at du er dygtig og rar at være sammen med", lød det fra Søren Sørensen, som ønskede Årets Elev held og lykke med både elevtiden og det kommende arbejdsliv.

Det var en tydeligt rørt Sandra F. Kjær, som takkede for både indstillingen og ikke mindst kåringen, alt imens der blev serveret kage og bobler til de fremmødte.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.