Eva Kjer Hansen grillede vildsvin ved grænsen

Der var oplysning til borgerne om svinepest, da Eva Kjer Hansen havde inviteret til grillet vildsvin ved grænsen ved Kollund.

Oplægsholdere Karsten Aagaard Fødevarestyrelsen og Jan Dahl fra Landbrug & Fødevarer fortalte om svinepestens vandring gennem Europa og de konsekvenser for dansk landbrug, som et udbrud af svinepest vil have.

"Vi blev meget klogere, blandet andet på hvor effektive vildsvinehegn har været i eksempelvis Tjekkiet og Frankrig. Jeg tror, det var nyt for mange, hvor smertefuld og dødelig en sygdom afrikansk svinepest er for de svin, der bliver smittet. Og det var interessant at høre om det meget omfattende beredskab, som de danske myndigheder har på plads i tilfælde af, at afrikansk svinepest skulle blive konstateret i Danmark", siger Eva Kjer Hansen.

Udover de faglige oplæg, bød Eva Kjer Hansen de ca. 40 deltagere på vildsvineburgere.

"Vildsvin smager jo godt, og nu har vi i hvert fald gjort lidt. Men vi kan nok ikke spise os ud af alle problemer. Vi har også hver især et ansvar for, at vi med vores opførsel ikke bidrager til at sprede smitten. Det er ikke for sjov, at der nu er opsat skilte på rastepladserne, hvor folk advares mod at efterlade deres mad på jorden. Så lidt som en madpakke med inficeret kød kan sprede smitten", siger Eva Kjer Hansen.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.