Fem års budget giver overblik og ro i maven

Hvis du endnu ikke har lagt et fem års budget over din landbrugsvirksomhed, skulle du måske tage og overveje det.

Det er de færreste, der får lavet et fem års budget over virksomheden, men det kan være en god ide. Et budget over fem år kan give det fornødne overblik og ro i maven. 

Få styr på kommende investeringer

Budgettet er også nyttigt for den veletablerede landmand, hvis der f.eks. skal ske ændringer på gården. 
Driftsøkonomikonsulent i SLF, Lars Mathiesen, fortæller:

"Måske går landmanden med tanker omkring nye investeringer i fremtiden. Det kan f.eks være planer om at købe yderligere en ejendom eller nye investeringer indenfor det nuværende landbrug. Måske er der driftsmæssige ændringer på ejendommen. Produktionen skal udvides med flere dyr eller flere hektar jord – og måske skal der også ske ændringer i maskinparken. Med budgettet kan landmanden få et overblik over, om han har likviditet til at købe, eller hvad der skal til for at have økonomi til det hele", siger Lars Mathiesen. 

Er landmanden nyetableret, kan budgettet give ham det første overblik over rentabiliteten, og et overblik over, hvordan det hele hænger sammen.

Forskellige scenarier

Fem års budgettet giver landmanden overblik over udviklingen i resultat, likviditet, konsolidering, ejenkapitals- og nøgletalsudvikling. Og han kan se, hvordan forholdet er mellem afskrivninger og afdrag.
Afdrages der mere, end der afskrives, og kassekredittrækket dermed stiger, flyttes der reelt penge fra billig finansiering til dyrere finansiering. Hvis der afdrages mindre, end der afskrives, er værdien i de belånte værdier måske ikke tilstede. 

I budgettet er der desuden mulighed for at simulere ændringer i den variable rente. Hvilken betydning får det f.eks., hvis renten stiger 1 procent? På den måde kan man se, hvor følsom bedriften er overfor ændringer. 

Hvor er bedriften på vej hen?

Lars Mathiesen fortæller, at flere og flere banker også begynder at efterspørge et budget, der rækker mere end et år frem. 

"Vi ser i stigende grad, at bankerne efterspørger et budget, og ofte er præsentation af et års budget ikke nok. Med et fem års budget kan banken se, at der er styr på det, og de kan få et overblik over, hvor bedriften er på vej hen. Så det er et nyttigt redskab, der med fordel kan præsenteres for den finansielle samarbejdspartner", fortæller Lars Mathiesen. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening