Flot dyrskue i Hjørring

Ca. 26.000 personer besøgte dette års Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv og fik massevis af gode oplevelser både fredag og lørdag.

Dyrskuepladsen i Hjørring sent lørdag eftermiddag. Nedpakningen af dette års Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv er godt i gang, og arrangørerne fra LandboNord kan se tilbage på to dage fyldt med oplevelser og besøgende til det populære skue. 

"Det har igen i år været et par hektiske og fornøjelige dage, hvor både folk fra land og by har haft mulighed for at se og bedømme nogle flotte dyr, se muligheder i det nordjyske outdoor-miljø, smage lækre lokalt producerede fødevarer, få en faglig eller politisk snak, lære lidt om historien bag dyrskuet, mens de få øjeblikke senere kunne beundre og sparke dæk på nogle af fremtidens maskiner", siger formand for dyrskuet, Lars Mellemkjær.

Stort på mange måder

I år var dyrskuet udvidet på flere fronter. Outdoor-afdelingen var blevet en tredjedel større og den flittigt besøgte Madbazar havde nu fået hele dyrskuets store telt at boltre sig på. Der var kommet flere nye maskinudstillere og så var der jo skuets centrale del nemlig dyrene. Her blev bedømmelserne og præstationerne i de forskellige arenaer afviklet planmæssigt, og niveauet var rigtig flot.

Kåringen af landsdelens smukkeste malkeko, Miss Vendsyssel, gik til I/S Kokkenborg. Bedste Interbreed besætningsgruppe gik til I/S Kokkenborg.

Hos kødkvæget gik bedste besætningsgruppe til Pallas Charolais. Bedste hundyr inden for kødkvæg gik til Casper Falden Sørensen, mens bedste tyr gik til Pallas Charolais.

Blandt hestene gik prisen for skuets bedste hoppe til Lise Nielsen, mens skuets bedste hingst gik til Sophie Rishøj Larsen.

50 års jubilæum markeret

For 50 år siden flyttede dyrskuet til dets nuværende placering ved Aalborgvej i Hjørring. Det blev blandt andet markeret med en udstilling i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum, hvor også udstillere og gæster havde bidraget med effekter fra dengang. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.