Formand: Drik roligt vand fra hanen – det er godt, både i dag og i morgen
"Nu er den altså gal igen", lyder det fra Carl Christian Pedersen, formand for Agri Nord.

"I disse dage kommer september-udgaven af Samvirke, COOP’s månedsmagasin, ud til læserne. 
På forsiden kan man læse, at "Snart kan det være slut med at drikke vand fra hanen". Det refererer til en artikel, hvor Samvirke forsøger at finde belæg for, at det danske drikkevand er truet af landbrugets brug af sprøjtemidler. 

Det lykkes ikke – selvfølgelig. En af de eksperter, som udtaler sig i artiklen, har da også allerede i et andet medie undsagt konklusionen som "noget forbandet sludder".

Artiklen kommer tre år efter, at en anden artikel om sprøjtemidler og fødevarer gav anledning til en massiv debat.

Dengang viste det sig, heldigvis, at der er en afgrundsdyb forskel på, hvad Samvirkes redaktion og mange lokale Brugsers bestyrelser og uddelere synes er lødig journalistik. En række steder valgte man at fjerne bladet, fordi man ikke ville understøtte den aktivisme, som artiklerne reelt var udtryk for", siger Carl Christian Pedersen, formand i Agri Nord og fortsætter:

"Nu er den altså gal igen, og som formand for en forening af landmænd kan man endnu engang se sit erhverv mistænkeliggjort som miljøsynder af et medie, der ikke engang gider – eller måske nærmere ikke har lyst til – at konsultere den styrelse, der fører tilsyn med godkendelsen af sprøjtemidler, og nok kunne bidrage til et nuanceret billede. Det har Samvirke tilsyneladende ingen interesse i, når det handler om sprøjtemidler.

Jeg vil i stedet for Samvirkes kampagnejournalistik ønske, at rigtig mange vil gå ind på forsyningsselskabet EWII’s Youtube-kanal og se videoen "Hvor nervøse skal vi være over sprøjtegifte i vores drikkevand". Her fortæller Nina Cedergreen, professor i miljøkemi ved Københavns Universitet, om pesticider og drikkevand.

Hun siger blandt andet:

"Mange af de grænseværdier, vi har for pesticider, ligger 1000 gange under noget, der kunne være farligt".

"Vi har en historik, hvor vi har gravet pesticider ned i 50 år, og hvor vi har sprøjtet med dem uden at tænke over, om de sivede ned til grundvandet. Derfor vil vi finde nogen. Den måde, vi bruger på pesticider på nu, er jo meget, meget anderledes. Vi graver dem ikke ned længere, og vi sprøjter også på en helt anden måde, og de bliver reguleret på en helt anden måde".

"Vores modeller er meget konservative. Det vil sige, at de forbyder meget mere, end vi ser i markerne. Det er jo selvfølgelig, fordi man gerne vil være på den sikre side. Der er vi i Danmark de mest konservative i hele EU". 

Det er de nuancer, som i uhyggelig grad savnes hos Samvirke.

Man står tilbage med en stille undren over, hvordan og hvorfor det tilsyneladende er blevet en selvstændig pointe for Samvirkes redaktion at skabe usikkerhed om vores fødevaresikkerhed og drikkevandskvalitet hos danskerne. 

Til gengæld er der ingen grund til at undres over, om det mon kan være farligt at drikke vand fra hanen. Det er det ikke, og det bliver det heller ikke – uanset hvad Samvirke måtte piske op af stemninger", lyder det fra Carl Christian Pedersen.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.