Formand: "Kommuner, har I styr på spildevandsudledningerne?"
"Jeg håber virkelig, at kommunerne har styr på forholdene omkring spildevandsudledningerne, så vi ikke får samme tilstande, som der hersker i Øresund", lyder det fra formanden for Djursland Landboforening, som netop har sendt et åbent brev til Nord- og Syddjurs Kommune.

Landbruget har i flere år forsøget at lade offentligheden forstå, at der er et behov om viden om overløb og spildevand fra kommunale rensningsanlæg. Emnet blev først rigtig interessant efter den planlagte udledning i Øresund blev annonceret. Hele debatten har fået Hans Gæmelke, formanden for Djursland Landboforening, på barrikaderne, og han har netop sendt et åbent brev til Nord- og Syddjurs Kommune.

"Jeg håber virkelig, at kommunerne har styr på forholdene omkring spildevandsudledningerne, så vi ikke får samme tilstande, som der hersker i Øresund", lyder det fra Hans Gæmelke.

I det åbne brev forklarer formanden, at landbruget i rigtig mange år har arbejdet med at nedbringe erhvervets belastning af vandmiljøet fra husdyrproduktionen, og landmændene har måtte acceptere stramme krav og dyre investeringer i eksempelvis opbevaringsanlæg. Han finder det yderst beskæmmende og bekymrende, at han under den verserende debat er blevet bekendt med, at det offentlige udleder urenset spildevand samtidig med landbrugets bestræbelser på at beskytte det selvsamme vandmiljø. 

"Så bliver man som landmand godt knotten. Lige nu hører vi, at forureningen ved overløbene er med til at skabe iltsvind i de danske farvande. Jeg er træt af, at landbruget endnu engang får skylden, når det i virkeligheden er kommunens rensningsanlæg, der ikke er rustet til de store mængder vand. Hvis en kommunen træder forkert på miljøområdet, så kan alt redes ud, mens landmanden skal have styr på husspildevand og afkræves gødnings- og pesticidregnskaber, og hvis vi laver den mindste fejl, så risikerer vi en bøde", påpeger Hans Gæmelke.

Kommunen vil ikke forstå

En af de landmænd, som har problemer med overløb, er Bent Reiffenstein fra Hjortshøj. Han hører ganske vidst under Aarhus Kommune, men har som medlem af Djursland Landboforening haft besøg af Hans Gæmelke til en snak om, hvordan han har oplevet hele situationen med overløb på hans ejendom.

Sagen starter i 2012, hvor Bent Reiffenstein observerer en masse snavs omkring et dækslet efter et kraftigt regnvejr. Han får derfor lavet en analyserapport af det kloakvand der løber over, som viser flere miljøfremmede stoffer. 

Han ringer efterfølgende til kommunen og forklarer problemet. De sender en slamsuger ud, da de mener, at kloarken måske er tilstoppet. Det hjælper ikke og Bent Reiffenstein henvender sig flere gange til kommunen, men han får indtrykket af, at de ikke helt forstår, eller vil forstå, hvad han siger.

Efter et massivt uvejr, hvor det meste af Lystrup kommer under vand, ringer Bent Reiffenstein til Miljøvagten. Der er nu så meget overløb, at spildevandet har spredt sig over et større område. Miljøvagten forsikrer Bent Reiffenstein om, at det skal han ikke bekymre sig om, da det sker flere steder, når der er oversvømmelser, og at de store mængder vand vil udvande spildevandet.

"Jeg sagde til ham, at hvis jeg nu havde ringet til ham om overløb på min gyllebeholder, så var de kommet med det helt store beredskab. Og det var selvom det kun var en smule, som meget vel også vil give forsvindende lidt forurening i de store vandmasser. Jeg mener bare, at en lort er en lort uanset hvor den kommer fra", lyder det fra Bent Reiffenstein.

Uønsket gødning og ubrugelige afgrøder

Efterfølgende kom kommunen og boltede dækslet fast, men det flyttede bare problemet videre til næste dæksel. For godt fem år siden separerede kommunen kloarken et par gader i den nærliggende by. Siden da har Bent Reiffenstein ikke observerede så kraftige overløb, men de er der stadig. 

Bent Reiffenstein forklarer, at problematikken med overløb også har konsekvenser for landmanden, som får sine marker oversvømmet med uønsket gødning, der gør afgrøderne ubrugelige og forurener jorden.

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er regler, hvis de ikke skal overholdes af alle. Jeg føler landbruget skal betaler prisen for at det offentlige kan udlede urenset spildevand", lyder det fra landmanden.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.