Fuldt hus til Agri Farm Day

Omkring 700 landmænd og andre interesserede deltog i årets Agri Farm Day, hvor der også var fyldt godt op med maskin- og produktudstillere.

Allerede fra start klokken 15.00 var der gæster til årets Agri Farm Day på Agri Nords forsøgsmarker på Christianshøj ved Klarup syd for Aalborg, som blev afviklet mandag den 15. juni.

Helt til slut klokken 21.00 var der gæster i marken, på maskinudstilling og i pølseboden.

"Der var rigtig god tilslutning, og vi endte på omtrent samme antal, som vi plejer, omkring 700 deltagere", fortæller teamleder for Agri Nord Planteavl og koordinator for Agri Farm Day, Poul Madsen.

Agri Farm Day har omkring 20 år på bagen. Det startede med at være et mindre planteavls-fagligt arrangement. I dag er det et større arrangement med deltagelse af en række frø- og kemifirmaer foruden Agri Nords egne konsulenter og en produkt- og maskinudstilling.

"Agri Farm Day har udviklet sig til et egentligt plantefagligt Agri Nord-event", siger Poul Madsen.

Agri Farm Day arrangers i samarbejde med grovvarevirksomheden Mollerup Mølle.

Opdateret på det sidste nye indenfor planter

Hold efter hold blev sendt i marken for at høre det sidste nye indenfor planteværn og planteforædling, og Agri Nords konsulenter fortalte om en række forsøg, herunder landsforsøg.

Som noget særligt i år var der fokus på bæredygtighed – både i forhold til klimaet og økonomien.

Derfor var der parceller med proteinafgrøder som ærter og hestebønner samt linser og kikærter til konsum.

Der var også en dyst om at kunne producere mest muligt output i hvede med mindst muligt input for at sikre økonomisk bæredygtighed.

Dyrskuestemning

Der var ekstra mange maskin- og produktudstillere på årets Agri Farm Day, og der var mange, der benyttede lejligheden til at få en snak med deres lokale maskinhandler efter den faglige tur i marken.
Farmas er en af de udstillere, der har været med i mange år, og som også var med i år.

"Der var god tid til snak og en rigtig god stemning. Det var næsten dyrskuestemning. Det var en rigtig fin eftermiddag og aften. Ligesom vi havde forventet og ønsket os", siger Thomas Mikkelsen, der er salgschef hos Farmas.

Han var ikke ked af, at der var vådt og blæsende vejr.

"Det er helt perfekt vejr til sådan noget her, for havde der været tørt og stille vejr, så havde landmændene været i marken", siger han.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.