Gode høstudbytter til landmændene på Djursland

Siloerne er blevet fyldt op, og der er mad til husdyrene på bedriften. Landmændene på Djursland kan glæde sig over, at de i år har høstet udbytter, som ligger 5-10% over gennemsnittet.

Landmændene på Djursland er nu blevet færdige med at høste, og i modsætning til sidste år, hvor man efter høsten manglede 25% i udbytter efter tørken, så kan de i år glæde sig over en god høst med udbytter, der ligger 5-10% højere end gennemsnittet. Det samme gælder for landmændene i resten af landet.

Det er ellers ikke mere end tre uger siden, at landmænd landet over oplevede store udfordringer med at få bjerget årets høst. Vejret satte ganske enkelt en stopper for markarbejdet, og landmændene oplevede et væld af spildtimer og kunne blot vente på, at årets ellers flotte avl kunne hentes hjem. 

"Det var ret kaotisk, og lige så snart det stoppede med at regne, skulle vi have kaldt alle på arbejde. Pludselig hjalp vejret os på vej, og vi fik sol. De sidste 10 dage har de fleste endda høstet tørt, hvilket betyder, at dem med is i maven, som ventede med at høste, slipper for tørringsomkostninger", lyder det fra Peter A. Poulsen, formand for Udvalget for Planter og Natur, Djursland Landboforening.

Men der er også i år store forskelle på udbytterne. Særligt på Djursland, hvor man finder mange forskellige jordtyper. De planteavlere, som har sandjord, oplever muligvis et lavere udbytte grundet tørke tilbage i maj og juni måned. De planteavlere, som har lerjord, kan derimod glæde sig over gode udbytter.

Kornpriserne stiger

De gode udbytter betyder, at siloerne er fyldt op, og svineproducenterne har nok til at fodre deres dyr, så de dermed slipper for at købe foder. Men det betyder også, at priserne på korn kommer under pres.

"Det er jo svært både at få en stor god avl og gode priser. Vi kan ikke få begge dele. Desværre!", lyder det fra Peter Poulsen.

Sidste år var høsten på Djursland allerede i hus 1. august, men i år gik der lige en måned ekstra, før det sidste var hentet hjem. Det betyder, at landmændene nu skal sunde sig lidt, inden de skal i gang med at så. 

"Det ser godt ud derude, selvom jorden nogle steder er lidt våd. Der er igen i år gode forudsætninger for at få sået godt. Rapsen er blevet sået indenfor de sidste par uger, og den står allerede godt, siger Peter Poulsen".

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.