"Innovationskraften er stor i dansk landbrug"

"Innovationskraften er stor i dansk landbrug", lød det fra bestyrelsesformand Peter Cederfeld de Simonsen ved Patriotisk Selskabs netop afholdte generalforsamling. Formanden understregede samtidig, at en bred og langsigtet landbrugsaftale vil bringe dansk landbrug endnu videre i den internationale superliga.

"Der er stor innovationskraft i dansk landbrug. Der er stort fokus på den grønne omstilling. Over hele linjen arbejdes der med grønne løsninger, som er økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtige. Innovationskraften udspringer helt naturligt af, at det samlede erhverv ligesom det øvrige samfund kerer sig om naturen og miljøet og biodiversiteten".

Sådan lød et af budskaberne fra bestyrelsesformand Peter Cederfeld de Simonsen, da Patriotisk Selskab afholdt generalforsamling onsdag 16. juni i Odense.

Her aflagde formanden traditionen tro og på vegne af Patriotisk Selskabs bestyrelse beretning om det forgangne år. En beretning, hvor der blev lagt stor vægt på landbrugets bidrag til den grønne omstilling og stor vægt på tillid som en afgørende forudsætning, hvis erhvervets innovationskraft skal bibeholdes og videreudvikles.

"Tillid er afgørende under hele den grønne omstilling. Hvis omstillingen skal lykkes, må det økonomiske tæppe ikke trækkes væk under landmændene. Hvis skruen strammes for hårdt ét sted i forsyningskæden, så får det konsekvenser i alle led. Vejen frem er ikke tårnhøje CO2-afgifter på dansk landbrug. Denne vej fører kun til tab af arbejdspladser, tab af konkurrenceevne og tab af tillid og opbakning hos forbrugerne. Til gengæld kan vi komme langt, hvis samfundet over en bred kam udviser tillid til dansk landbrug og understøtter de tiltag, som er nødvendige for den grønne omstilling", sagde Peter Cederfeld de Simonsen.

Den internationale superliga

Innovation og nye løsninger kræver ikke blot tillid; de kræver også tid. Patriotisk Selskabs formand pointerede i sin beretning, at det er erhvervets klare ønske, at regeringen vil præsentere en bred og langsigtet landbrugsaftale, så der kommer ro på fremtiden.

"Det er vores ønske, at der præsenteres en aftale, som bringer dansk landbrug endnu videre i den internationale superliga, og en aftale, som indtænker næste generation. Den unge generation er både vores nye medarbejdere og vores kommende forbrugere. Det er dem, der skal vælge en uddannelse og et job inden for vores erhverv. Og det er dem som forbrugere, der skal blive ved med at føle en stolthed over dansk landbrug og danske fødevarer", sagde Peter Cederfeld de Simonsen og understregede samtidig vigtigheden af, at alle bidrager til at tale erhvervet op.

"Vi skal blive ved med at fortælle de positive historier, så stoltheden over dansk landbrug ikke bare fastholdes, men også vokser. Vi skal blive ved med at være innovative og skabende", sagde han. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.