Kåringer til landbrugsmøde i Varde

To kåringer blev delt ud da Varde Kommune holdt deres årlige landbrugsmøde.

Tirsdag aften var 200 lokale landmænd samlet på rådhuset i Varde til det årlige landbrugsmøde.

Her var der faglige oplæg fra landmandskollegaer samt kåringen af to priser til de lokale landmænd.

Årets unge landmand

Først blev titlen som "Årets unge landmand 2019" givet til Christian Sommer Thomsen fra Vrågård-Sharemilking.

Christian Sommer Thomsen er 26 år og agraøkonom, om kåringen skriver landbrugsudvalget:

"Han står som en ny landmand uden en kæmpe gæld i mursten og jord. Det gør han, fordi han har valgt at starte sin landbrugskarriere med sharemilking. Sharemilking betyder, at Christian lejer gårdens staldbygninger, malkerobotter, ensilagesiloer og gylletanke på en 5 årig kontrakt. Han indkøber alt grovfoder. Sharemilking gør det muligt, at prøve sig selv af som landmand. Det gør Christian, og samtidigt arbejder han målrettet på at skabe gode dokumenterede resultater og opbygge kapital", skriver de om begrundelse for prisen.

Årets iværksætter- og udviklingspris

Derefter blev prisen som årets "Iværksætter- og udviklingspris 2019" delt ud, og den gik til Varde Ådal Lam, som Torben og Eva Kousgaard har.

Varde Ådal Lam er et familiedrevet økologisk landbrug med et ganske særligt koncept, med lokale produkter fra en lille producent. Dyrene bliver slagtet og pakket på gården, og landmanden selv står også og sætter etiketter på indpakningen.

"Det er kort sagt: Den gode historie. Varde Ådal Lam har udviklet sit landbrug positivt med flere får, søer og slagtegrise, høns, gæs og ænder. De har eget slagtehus og ægpakkeri. Varde Ådal Lam er kendt langt ud over kommunegrænsen", skriver udvalget om kåringen.

Produkterne sælges blandt andet til Slagteren ved Kultorvet og Michelin restauranter som Geranium og Noma. Lokalt har Varde Ådal Lam vejsalg og en gårdbutik. 

Udover landmændene var der både lokalpolitikere og ansatte i forvaltningen til stede, som landmændene kunne få sig en uforpligtende snak med undervejs på aftenen, hvor der også var gratis middag til de fremmødte. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.