Landboforening fokuserer på markdrift med mindre brug af pesticider

Djursland Landboforening er kommet med i et nyt forskningsprojekt, som skal sætte fokus på brugen af IPMstrategierne, der mindsker brugen af pesticider i markdriften. Landboforeningen søger lige nu engagerede landmænd til at deltage i en nyoprettet erfa-gruppe.

Djursland Landboforening er kommet med i et europæisk forsknings- og demonstrationsprojekt: IPMWORKS. Projektet har til formål at øge kendskabet og ikke mindst brugen af IPM principper i markdriften, som kan nedsætte brugen af pesticider. Det 4-årige EU projekt løber fra 1. oktober 2020 til 20. september 2024, og det er Aarhus Universitet, der er tovholder på den danske deltagelse.

Djursland Landboforening og Velas er de eneste to danske landboforeninger, som skal levere praktiske erfaringer til projektet i samarbejde med en række landmænd. Derfor søger Djursland Landboforening lige nu landmænd med særlig interesse i plantebeskyttelse til at deltage i en nyoprettet erfagruppe.

"Det er vigtigt, at deltagerne er engagerede og interesserede i planteavl med fokus på minimering af pesticidforbruget – særligt fordi projektet strækker sig over fire år. Til gengæld kan de være med til at præge og forme måden at drive planteavl på fremadrettet", fortæller Charlotte L. Udsen, som er planteavlskonsulent i Djursland Landboforening. Hun er i samarbejde med planteavlskonsulent Christina H. Siegumfeldt tovholder på projektet i landboforeningen.

Hvad kræver det?

Djursland Landboforening har et ønske om at finde 8-10 landmænd, som kan indgå i en gruppe. De kommende deltagere skal naturligvis have lyst til at deltage i et netværk med fokus på fremtidens dyrkning, og så skal de være engagerede og åbne overfor nye og anderledes måder at praktisere planteavl på.

"Så er det vigtigt, at man har lyst til at fortælle om sine ideer og resultater. Det er simpelthen en forudsætning for at være med", forklarer Charlotte L. Udsen.

Foruden at deltage i netværksmøderne, så skal deltagerne være villige til at være værter for en "Åben markdag" en enkelt gang i løbet af forløbet, deltage i møder hos kollegaerne og villige til at anlægge demoforsøg, hvor forskellige tiltag eller strategier sammenlignes.

Det er ikke første gang, at Djursland Landboforening har udmærket sig i forsøg, som skal mindske brugen af pesticider. For et par år siden havde de et større projekt om resistent rajgræs, og de var én af de første landboforeninger, som målrettet så på, hvordan resistent rajgræs kan bekæmpes uden kemi.

"Vi kommer i fremtiden til at skulle bruge langt mindre kemi. Hvis man som landmand har lyst til at arbejde målrettet med disse strategier, så har man her muligheden for at være med i front og være
med til at udvikle dem. På den måde kan man allerede være i gang, inden det bliver et krav", mener Chalotte L. Udsen.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.