Landboforening gør noget ekstra for vildtet

For tredje gang etablerer Agri Nord i år faunastriber hos medlemmer og kunder. Tidligere har det alene været blomsterstriber, der sikrer føde til de vilde bier, men i år kan landmanden også vælge vildtstriber, hvis han eller hun vil gøre noget ekstra for fasaner, rådyr og harer. 

I foråret 2019 etablerede Agri Nord for første gang blomsterstriber hos medlemmer og kunder, som prydede landskabet i det nordjyske hen over sommeren og var med til at sikre føde til de vilde bier. Sidste år blev det til næsten 30 kilometer blomsterstriber, og 68 landmænd var med. 

"Vi vil rigtig gerne gøre det igen, for udover at være fødekilde for de vilde bier, så er blomsterstriberne også med til at skabe variation i landskabet til glæde for både mennesker og dyr", siger natur- og projektkonsulent Niels Thordal-Christensen. 

Noget ekstra for vildtet

I år tilbyder Agri Nord også at så vildtstriber, og der findes, ligesom ved bi-striberne, både en økologisk og en konventionel blanding, landmanden kan vælge i mellem.

"Man kan vælge at så vildtstriber, hvis man vil gøre noget ekstra, der tilgodeser vildtet. Det kan være rådyr, fasaner og harer", siger Niels Thordal-Christensen. 

Vildtstriben, der tilbydes i år, indeholder planter, som er til gavn for både hjort-, mark- og fuglevildtet. Den bidrager også med ly og dækning til de mindre vildtarter. Blandingen er flere-årig, og afhængig af vildttrykket kan den holde op til tre-fire år. 

Vildtstriben er tiltænkt ved arealer, som bruges til jagt, eller hvor vildtet opholder sig. 

"Og så skal man gøre sig klart, at vildtstriben ikke skal plantes for pyntens skyld ligesom bistriberne, der har farverige blomster", siger han. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.