Landmænd og landboforening står bag skolehave i Trustrup

Der er i år blevet gravet, hakket og sået i Toubroskolens nye skolehave, som er blevet til via et samarbejde mellem Djursland Landboforening, lokale landmænd og 4H.

Djursland Landboforening, står i samarbejde med Jytte Brokholm, 4H konsulent og projektleder på "Fælleshaver – Endnu flere 4H Haver" bag skolehaven på Toubroskolen i Trustrup.

Det er Djursland Landboforenings anden fælleshave. Den første ligger i Rønde, og begge haveprojekter er hjulpet godt på vej med en pose penge til hver. Midlerne er bevilget af Nordea-fonden og Friluftsrådet.

Det er landmand Kristian Petersen, som har givet jordstykket til skolen, mens landmand Poul Otto Petersen også er involveret i projektet, da der er planlagt flere besøg på hans ejendom, hvor børnene kan få lov at høre mere om landbrug og se på forskellige dyr.

"Vores drøm er at blive selvforsynende til vores hjemmekundskabsundervisning. Lige nu har vi plantet hele syv forskellige spisegræskar, som vi skal bruge til en temauge. Det glæder vi os også rigtig meget til. Nu går vi alle på sommerferie, og så ser vi frem til at komme tilbage til vores have og se, hvad der nu er kommet op", fortæller Trine Sartour.

Trine Sartour er underviser på Toubroskolen og én af de to tovholdere på skolehaven. Hun fortæller, at haven har givet samtlige elever ejerskab over hele haven og ikke mindst et uvurderligt fællesskab.

"Vi har gravet og hakket og sået, og alle har været med. Børnene har været rigtig gode til at være med i processen, og de går helt vildt meget op i haven. De lærer at samarbejde og tage ansvar, og så får de et indblik i hele processen. Så ligger haven jo lige i vores baghave, så vi nemt kan komme og gå. Det er helt perfekt", lyder det fra Trine Sartour.

 Nu har skolens børn haft havefest, hvor der blev smagt på årets første høst af radiser.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.