For mange landmænd bruger ikke deres grej

Mange landmænd har teknik stående, som med få omkostninger og justeringer kunne øge deres præcisionsjordbrug. SLF er med i EU-støttet projekt, som skal få flere landmænd i gang med den teknologi, der allerede står derude.

Teknologien er der måske, men i det daglige får du ikke lige trykket på knappen eller justeret maskinen, så det fungerer. Når du har travlt, opgiver du måske hurtigt og slår maskinen over på manuel igen. 

Præcisionsteknologi skal væk fra laden og ud i marken

Erfaringen viser, at mange landmænd faktisk har teknik stående, en form for teknik som f.eks. kunne gøre deres såning eller gødningsspredning bedre og mere præcis, men i dagligdagen får de det ikke brugt. 

Smart Agri Hubs er et EU-støttet projekt, der skal få flere landmænd i gang med præcisionsteknologi. SLF, Sønderjysk Landboforening, deltager i projektet, som de eneste i Danmark sammen med Thorsen-Teknik og Seges. Med i projektet er også fire sønderjyske landmænd.

Ideen er, at rådgivningsvirksomheden sammen med de øvrige deltagere, på baggrund af projektets erfaringer, skal udvikle en form for rådgivningskoncept, som andre landmænd kan få gavn af. 

Det skal være nemt at bruge

Chef for planteavl i SLF, Finn Olsen, fortæller:

"Ideen er, at få flere landmænd i gang. Måske har de allerede teknologien, men synes, det er lidt bøvlet i hverdagen. Eller også kan det installeres på nogle af de maskiner, de allerede har i dag – uden at de behøver at købe nyt og stort. Vi vil rådgive landmændene om, hvordan de kommer i gang, men i det daglige er det landmændene selv, der skal kunne benytte de forskellige teknologier", fortæller Finn Olsen.

Demonstrationsmøde 

Forleden holdt SLF et møde, hvor de første erfaringer fra projektet blev demonstreret. To af de fire deltagere viste, hvordan de med få omkostninger havde fået teknik påmonteret en gammel såmaskine, så mængden af udsæd kan reguleres løbende via traktorens computer. 

Med et såkaldt gradueret udsædskort har landmændene samtidig lavet et kort over deres marker, hvor de har defineret, hvilke pletter i marken, der har brug for mere eller mindre udsæd. Ud fra fordelingskortet bliver såmaskinen så programmeret til at fordele udsæden.

"Der, hvor de stive pletter er, der vil såmaskinen så give lidt ekstra. Forhåbningen er så, at markerne bliver mere jævne. Det betyder også, at man kan sende en mand i marken, som ikke kender jorden så godt, da reguleringen af udsæden ikke længere sker manuelt, men automatisk", fortæller Finn Olsen.   

Opgraderet såmaskine

Demonstrationsdagen fandt sted hos landmand Christian Ravn i Rødding, hvor både han og naboerne Peter og Niels Mamsen er gået sammen om at bruge den opgraderede såmaskine. Efterfølgende var deltagerne ude at besigtige markerne. 

Projektet kører frem til 2021. Til foråret vil deltagerne blandt andet fokusere på gradueret gødning, svampemidler og vækstregulering. 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.