Masser af aktiviteter på MidtWest Farmshow

Lørdag 15. juni er der Farmshow i Skive, med både et traditionelt dyrskue og masser af børneaktiviteter, udstillerområde og underholdning for hele familien.

Årets dyrskueevent i Skive, MidtWest Farmshow, er for 14. gang klar med et alsidigt program, hvor dyrskue, børneaktiviteter, produktudstillinger og underholdning går op i en højere enhed i den rette dyrskuestemning – kort sagt en weekend for hele familien og for alle aldersgrupper.

Dyrskuet er familiens festdag 

Man kan snildt bruge dagen på at kigge på dyr, udstillerstande, traktorer og ikke mindst deltage i de mange aktiviteter for børn. 4 H står for kreative aktiviteter, pedaltraktorer samt legeområde for de mindste. Man kan male sit eget mel, lave reb og prøve i tombolaen. Hop og Rul stiller op med et kæmpe legeland. Og alle børneaktiviteter er gratis, når indgangsbilletten er betalt.

Kæphestekonkurrence

En nyhed i år er en kæpheste-konkurrence for børn. Her kan alle deltage, som har lyst. Man tager sin kæphest med hjemmefra og kan så deltage i forskellige discipliner som dressur eller spring. Kæpheste-konkurrencer er blevet det helt store hit rundt omkring i rideklubber og til stævner.

Har man ikke en kæphest, bliver der mulighed for at lave sin egen på selve dagen.

Landmand søger kærlighed på dyrskue

Det er lykkedes at få Lene Beier til MidtWest Farmshow. Lene Beier er bl.a. kendt fra TV-programmer som 'Landmand søger kærlighed' og ”Beier bygger haver”, og hun vil dagen igennem deltage i forskellige aktiviteter på farmshow. Blandt andet skal Lene Beier deltage i en tvekamp mod en kendt person fra lokalområdet. Temaet for tvekampen er viden om Skive og omegn, eftersom Lene Beier jo også er opvokset på egnen.

Lørdag eftermiddag kommer Niels Kjær Sørensen og underholder i teltet. Niels Kjær Sørensen fra Nr. Søby har også medvirket i 'Landmand søger kærlighed'.

Bedømmelser og kåringer

Dagen igennem foregår der naturligvis bedømmelser af egnens flotteste heste og kreaturer. Der konkurreres også om de mange ærespræmier.

Dertil kommer børnedyrskuet, hvor de udstillede dyr også præmieres. Børnene kan også prøve at mønstre deres heste eller kalve, ligesom de kan deltage i agility for heste. Der bliver traditionen tro præsentation af børnedyrskuet i den store ring.

Over 200 dyr

Der er en flot opbakning fra kvæg- og hesteudstillere på egnen. Ved udløbet af tilmeldingsfristen er der tilmeldt 127 stk. malkekvæg fra forskellige racer og 18 stk. kødkvæg fra forskellige racer samt 45 avlsheste. 

Derudover er der tilmeldt en del heste, kalve, hunde, kaniner og smådyr til børnedyrskuet. Børnenes dyr præsenteres i ringen for publikum og der uddeles præmier til alle børneudstillere.

Traktorafprøvning og mudderfodbold

Skiveegnens LandboUngdom er på banen og arrangerer traktorafprøvning sammen med Hundahl. Her testes traktorernes hestekræfter. Der forventes derfor et antal store traktorer på pladsen, så der bliver noget at kigge på for de maskininteresserede.

Senere på dagen står LandboUngdom også for en gang mudderfodbold, hvor alle kan stille med et hold til en sjov turnering.

Kagedyst

En anden nyhed i år er kagedysten. Er man helt vild med at bage og synes, at det er sjovt at lave flotte eller fantasifulde kager, kan man deltage i dyrskuets kagedyst. Der er pengepræmier til flotteste kage og til kagen med bedste smag.

Publikum er med til at stemme på kagerne, og de tre kager med flest publikumsstemmer går videre til finalen, hvor Lene Beier er dommer.

Se hele programmet for Farmshow på www.farmshow.dk. Her kan man også se reglerne for at deltage i kagedyst og kæphestekonkurrence. 

 

Faktaboks

  • Farmshow gennemføres af frivillige fra børne-og ungdomsforeningerne 4 H og Landboungdom samt frivillige dyrskueinteresserede. 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.