Minister på gårdbesøg i Nordjylland: "Jeg vil gerne lytte til landbruget"

Den nye fødevarer-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S) besøgte lørdag økolog Per Bundgaard, Vadum.

Økolog Per Bundgaard fra Vadum lagde lørdag grund til et besøg af den nye fødevarer-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

Blandt andet ønsket om nye og differentierede frister for etablering af efterafgrøder i Nordjylland, nye tiltag og virkemidler, der ikke findes på landbrugsjorden, der kan sikre Limfjordens vandmiljø samt udviklingen af en industri i Nordjylland, der kan udvinde protein af græs og andre restprodukter fra landbruget.

Det var bare et par af mange budskaber, som formand for Agri Nord og formand for Nordjysk Landbrug, Carl Christian Pedersen, ved samme lejlighed serverede for Rasmus Prehn, der er gået i gang med en Danmarks-turné for at møde erhvervet. 

"Der er store regionale forskelle fra landsdel til landsdel, og vi er nødt til at gøre ministeren opmærksom på de særlige forhold, der gør sig gældende i Nordjylland", siger Carl Christian Pedersen i en pressemeddelelse fra Agri Nord.

Ministeren var på besøg hos økolog Per Bundgaard i Vadum, der har en bedrift med 160 malkekøer, kødkvæg og 1.500 hektar planteavl. Her fik han kaffe og rundvisning i både kostald og maskinhus.

"Nu skal jeg bruge noget tid på at sætte mig ind i sagerne, og jeg vil rigtig gerne have et godt samarbejde og en god dialog med landbruget. Jeg har fået rigtig meget inspiration her i dag, og jeg vil fremover bruge jer som sparringspartnere og lytte til jer", sagde ministeren efter rundvisning på gården.

Ser frem til handling bag ordene

Et af de emner, der blev diskuteret ved køkkenbordet, var datofristerne for efterafgrøder. De skaber problemer for landmændene i Nordjylland, fordi de skal sås til en bestemt dato. En dato, der som regel ligger før den nordjyske høst.

"Jeg har fået ny viden, som jeg kan tage med hjem og arbejde videre med, og det er klart, at vi skal lytte til dem, der har forstand på tingene", sagde Rasmus Prehn.

Ministeren understregede dog også, at han vil lytte til andre eksperter og kritikere og ud fra alle informationer finde fælles løsninger.

Netop datotyranniet er et af de punkter, Anne Ahrnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, håber på, at ministeren vil ændre på.

"Vi er selvfølgelig rigtig glade for at blive inviteret tættere på til dialog og samarbejde, men vi vil også gerne se nogle resultater, siger direktøren, der håber, at det kommende samarbejde kan blive en løftestang til at få ændret på de rammevilkår, der i dag bremser erhvervet".

Invitation til mere samarbejde

Den nye fødevarer-, landbrugs- og fiskeriminister har allerede indenfor de første 14 dage i sit nye embede besøgt flere landbrug, og turen går videre sydover på flere gårdbesøg i den kommende.

Carl Christian Pedersen håber at se mere til ministeren i det nordjyske og inviterede ham til at komme igen og deltage i et møde i netværket for bæredygtig landbrugsudvikling.

"Ministeren virkede oprigtigt interesseret i vores erhverv, og jeg ser frem til samarbejdet og et stadig stærkt nordjysk landbrug i udvikling og vækst", siger Carl Christian Pedersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.