Nature Energy går videre med projektet om biogasanlæg på Djursland

En nedsat arbejdsgruppe fra Djursland Landboforening har på rekordtid indsamlet så mange tilkendegivelser fra landmænd, som ønsker at levere til et nyt biogasanlæg på Djursland, at biogasproducenten Nature Energy går videre med projektet.

En arbejdsgruppe, bestående af flere medlemmer af Djursland Landboforening, har netop afholdt møde med Nature Energy. Her overleverede arbejdsgruppen tilsagn om de 450.000 tons husdyrgødning, som Nature Energy skulle bruge for at gå videre med et projekt om et biogasanlæg på Djursland.

"Vi har sørget for at skaffe opbakningen, og nu er vores arbejde gjort for denne gang. Nature Energy var noget imponeret over, hvor hurtigt vi kunne få de mange tilsagn. Det viser bare, at landmændene bestemt er interesseret i projektet", fortæller Mogens Hjort Jensen, som er en del af arbejdsgruppen.

Vis os, at I vil den grønne omstilling

Djursland Landboforening har stået bag to orienteringsmøder for mulige leverandører og aftagere til et biogasanlæg på Djursland. Den nedsatte arbejdsgruppe har efter møderne indsamlet tilkendegivelser fra interesserede landmænd, og de medlemmer, som ikke var til informationsmøderne er blevet kontaktet af sekretariatet i Djursland Landboforening.

"Der kan være nogen, der er interesseret, som vi ikke har kontaktet – ingen skal føle sig udelukket, og alle er velkomne til at være med", lyder det fra Mogens Hjort Jensen.

Nu står Nature Energy for det videre projekt, som de ifølge Mogens Hjort Jensen har en professionel tilgang til.

"Vi landmænd har vist, at vi gerne vil den grønne omstilling, men et projekt som dette kræver opbakning fra politikere og embedsmænd. Jeg håber, at embedsværket viser velvilje og bakker op om dette projekt, og ikke mindst den grønne omstilling på Djursland", understreger Mogens Hjort Jensen.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.