Nordjyske økologer har fokus på bæredygtighed

Nordjyske økologer holdt forleden årsmøde på Halkær Kro med 75 deltagere. Aftenens hovedtema var bæredygtighed.

En af indlægsholderne på økologernes årsmøde, var kvægrådgiver og bæredygtighedskonsulent i LandboNord Rasmus Kjærgaard Wielandt. Han fortalte om rådgivningsværktøjet RISE-analysen. I en RISE-analyse betragtes bedriftens bæredygtighed hele vejen rundt. Der ses både på ressourceeffektivitet, social ansvarlighed og bedriftens miljøtiltag – f.eks. tiltag til at forbedre artsdiversiteten på bedriften.

Der var også indlæg med en mere politisk tilgang til emnet Bæredygtig Økologi. Landbrug & Fødevares næstformand, Thor Gunnar Kofoed, kom med en opfordring til de fremmødte om at økologerne skal være klar. For de arealer, man vil tage ud af landbrugsdrift, skal fortsat plejes – på økologisk vis. Han opfodrede også de fremmødte til at arbejde på at afsætte deres økologiske produkter lokalt.

I løbet af aftenen blev der også afholdt faglige spor indenfor de forskellige driftsgrene, hvor indlæg fra såvel forskere og lokale rådgivere gav faglige tips til den videre bæredygtige udvikling i det nordjyske økologiske landbrug. Der blev både drøftet naturafgræsning, opbevaring af økologiske højværdiafgrøder samt ko-kalv samspil.

Hele aftenen igennem var der en livlig spørge- og debatlyst – ingen tvivl om, at de nordjyske økologer er interesserede i bæredygtighed – og er parate til at gøre en indsats for at blive mere bæredygtige.

Årsmødet blev afholdt i et samarbejde mellem de tre landboforeninger LandboNord, nf-plus og Agrinord.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.