Ny arbejdsgruppe vil arbejde for et biogasanlæg på Djursland

Djursland Landboforening og Østjysk Familielandbrug inviterede sammen med Nature Energy mandag 14. juni til orienteringsmøde for mulige leverandører og aftagere til et nyt biogasanlæg på Djursland. På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, som nu vil arbejde videre med muligheden for et nyt biogasanlæg på Djursland.

Der var mødt 50 deltagere op i Djursland Landboforenings lokaler mandag aften, hvor Djursland Landboforening og Østjysk Familielandbrug sammen med Nature Energy havde inviteret til orienteringsmøde for mulige leverandører og aftagere til et biogasanlæg på Djursland.

Nature Energy har i et stykke tid arbejdet med planer for et biogasanlæg på Djursland, og på mødet redegjorde de for deres tanker om projektet.

Samme aften holdt Thor Gunnar Kofoed, L&F, et oplæg, hvor han fortalte om klimakravene til landbruget, og hvordan biogas kan blive en del af løsningen.

"Der var en rigtig positiv stemning på mødet. Nature Energy’s projekt er så stort, at det kommer til at dække hele Djursland. De er en stor spiller på markedet, og hvis vi vil have biogas, hvilket jeg tror bliver nødvendigt, så kan det godt være dem, der kan løfte opgaven og få sat det i gang", mener Mogens Hjort Jensen, formand for Kvægbrugsudvalget, Djursland Landboforening.

Arbejdsgruppe nedsat

Hvis det skal lykkes for Nature Energy at etablere et biogasanlæg på Djursland, kræver det, at 50 procent af al husdyrgødning på Djursland bliver leveret til dem. Det mener Mogens Hjort Jensen bestemt er realistisk, ikke mindst fordi der er en politisk forventning om, at al husdyrgødning i fremtiden skal igennem et biogasanlæg, men det kræver, at landmændene står sammen og er klar til at handle.

Derfor blev der efter mødet nedsat en foreløbig arbejdsgruppe, som hurtigst muligt vil indkalde til endnu et møde, hvor Peter Høj, næstformand i sammenslutningen af landbrugets Biomasseleverandører (LBBL), vil fortælle, hvordan man bedst muligt får startet op, og hvordan man gør processen håndgribelig for den enkelte landmand. Samtidig skal der nedsættes en bestyrelse, som skal arbejde videre med projektet.

"Vi er nødt til at handle lidt hurtigt. Nature Energy vil naturligvis gerne have en afklaring, inden vi alle får travlt med at høste. Vi sender snart en dato ud for mødet, og vi håber, at alle interesserede leverandører og aftagere kommer til mødet – prik gerne din nabo på skulderen, hvis du mener, mødet kunne være relevant", lyder det fra Mogens Hjort Jensen, som endvidere fortæller, at Djursland Landboforening også er positivt stemt overfor projektet, som de bakker op om.

Faktaboks

  • Den midlertidige arbejdsgruppe består af: Peter Poulsen, formand for Udvalget for Planter og natur, Djursland Landboforening, Kristian Thorsen, Nimtofte Maskinstation, Lars Jakobsen, Sølvbakkegård Opformering ApS, Cay Wulff, svineproducent og Mogens Hjort Jensen, formand for Kvægbrugsudvalget, Djursland Landboforening.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.