Ny ferielov: Anbefal dine medarbejdere at "gemme" ferie

Lønmodtagere vil fortsat have 25 feriedage om året, når vi overgår til den nye ferieordning. Men ønsker man at holde ferie i efteråret 2020, er det ikke sikkert, at man har optjent feriedage nok endnu – og det kan derfor være en fordel af gemme af den ferie, som afvikles lige nu, påpeger Patriotisk Selskab.

Coronasituationen fylder meget i denne tid, og det er, som om Danmark har glemt, at den nye ferielov træder fuldt ud i kraft om lidt – nemlig den 1. september. Men det er noget, vi skal forholde os til, og det skal vi faktisk gøre lige nu, anbefaler Patriotisk Selskab.

"Man kan med fordel fortælle sine medarbejdere, at det for mange kan være en god idé at gemme noget ferie for at få en god begyndelse på den nye ferieordning. Mængden af ferie ændres der ikke på med den nye ordning, men da der optjenes 2,08 dage pr. måned, og ferien bruges løbende, vil der gå noget tid, før medarbejderne har optjent feriepenge nok til at holde en længere ferie – i uge 42 er der f.eks. ikke optjent fem feriedage endnu. Til jul vil der være optjent 8,3 feriedage, hvilket er nok til en juleferie – men det kræver, at der ikke bruges for meget af ferien i løbet af efteråret 2020", siger juridisk seniorkonsulent Bodil Just, Patriotisk Selskab. 

Det er bl.a. den ferie, der bruges af lige nu frem mod den 1. maj, som kan gemmes:

"Hvis medarbejderne stadig har ferie, de ikke har afholdt, er det muligt at gemme den 5. ferieuge, hvis der indgås en skriftlig aftale om det inden den 30. september. Herudover kan der også gemmes af de 16,7 feriedage, som er tiltænkt sommeren 2020. Desuden er det for nylig blevet vedtaget, at arbejdsgiver kan pålægge sine medarbejdere at udskyde ferie med begrundelse i væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn. Det kan f.eks. være, hvis virksomheden i forbindelse med coronasituationen er hårdt ramt af sygdoms- og karantænetilfælde blandt medarbejderne, og der er brug for, at de, der kan arbejde, venter med at holde ferie", fortæller Bodil Just og henviser til figuren nederst i denne artikel, der giver et overblik over overgangen til den nye ferieordning. 

Indefrysning af ferie 

Af figuren fremgår det, at de feriepenge, som medarbejderne er i gang med at optjene lige nu, indefryses.

"Det skyldes, at medarbejderne ellers ville få et år med dobbelt så meget ferie. Med andre ord: Et år, hvor der både var optjent 25 feriedage, inden året startede, og med samtidighedsferie i løbet af året, hvor der løbende blev optjent 25 feriedage mere", siger Bodil Just og tilføjer, at de 25 feriedage, der således er i overskud, vil blive udbetalt til medarbejderne, når de går på pension. 

"I den forbindelse skal man som arbejdsgiver tage et valg: Vil man lade pengene stå i virksomheden, eller vil man indbetale dem til Lønmodtagernes Feriemidler? For medarbejderne gør det en skattemæssig forskel. Hvis man indbetaler pengene til Lønmodtagernes Feriemidler, sker beskatningen med det samme. Hvis man lader pengene stå i virksomheden, skal medarbejderne først betale skat, når de modtager pengene. Hvad, der er mest fordelagtigt for medarbejderne, afhænger af skattetrykket på det tidspunkt, hvor den enkelte går på pension", siger Bodil Just og fortsætter:

"Vælger man at lade sine medarbejderes feriepenge stå i virksomheden, og skulle virksomheden gå konkurs, dækker Lønmodtagernes Garantifond medarbejdernes tab. Når det er opgjort, hvor mange feriepenge ens medarbejdere får indefrosset, modtager de en opgørelse fra Lønmodtagernes Feriemidler. Man bør fortælle sine medarbejdere, at de skal læse denne opgørelse og henvende sig til én, hvis der er fejl", siger hun. 

Nye medarbejdere

Hvis man mellem den 1. september 2019 og den 31. december 2019 har ansat en ny medarbejder uden ferie i bagagen overhovedet, gælder en særlig regel.

"Medarbejderen kan søge om at bruge nogle af de feriedage, som ellers skulle have været indefrosset. Det hedder "fondsferiedage", og formålet er, at medarbejderen skal have mulighed for at holde tre ugers sommerferie i 2020", afslutter Bodil Just.  

Ny netværksgruppe

Patriotisk Selskab hjælper gerne virksomhedsejere med at få styr på den nye ferielov.
Herudover planlægger selskabet til efteråret at opstarte en ny netværksgruppe om administration i forbindelse med medarbejdere. Til møderne kan man bl.a. blive klogere på løn, ansættelseskontrakter og ikke mindst den nye ferielov.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.