Nyetableret landmand valgt ind i Vestjysks bestyrelse

Dorte Kvistgaard Christensen, der sammen med sin mand driver Viftrupgård Agro i Spjald, er nyt medlem i vestjysks bestyrelse. 

Udsigten til mange år i erhvervet og lysten til at gøre gavn for kollegerne i landbrugsbranchen er to væsentlige årsager til, at Dorte Kvistgaard Christensen valgte at kandidere til bestyrelsen i landboforening Vestjysk.

Hun blev valgt ind ved den ordinære generalforsamling i juni. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse. 

"Vi er nyetablerede og har mange år i landbrugserhvervet foran os, så derfor synes jeg, at det er vigtigt at have indflydelse på, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os som landmænd og for vores kollegaer. Jeg synes desuden, bestyrelsesarbejde er spændende, og vil gerne være med til at præge dagsordenen", siger Dorte Kvistgaard Christensen.

Særligt den aktuelle klimadagsorden, synes det nye bestyrelsesmedlem, er vigtig. 

"Der ligger mange muligheder i bæredygtighed og i hvordan, vi arbejder med CO2-reduktion. Her skal vi se landbruget som en del af løsningen på problematikkerne, for CO2 reduktion kan blive til en god forretning, hvis vi prioriterer og griber det rigtig an. Det er vigtigt, at landmændene kan se sig selv i klimatiltagene og ikke føler sig overrumplet", siger Dorte Kvistgaard Christensen og tilføjer: 

"Et andet vigtigt fokusområde er synligheden af dansk landbrug og livet på landet. Alle kender til landbruget, og har en holdning til os, men de færreste ved, hvad vi egentlig laver. Det er vigtigt at få fortalt de gode historier".

Dorte Kvistgaard Christensen er 43 år og driver sammen med sin mand, Kasper, Viftrupgård Agro, der ligger i Spjald øst for Ringkøbing. De overtog bedriften ved generationsskifte i 2018. På bedriften driver de maskinstation og dyrker grovfoder til Viftrup biogas samt frøgræs og korn som salgsafgrøder. Sammen har parret tre sønner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.