Populært madmarked på dyrskuet i Horsens

De nye tiltag på Horsens dyrskue og Madmarked fik god modtagelse.

Der blev taget godt imod de nye initiativer og tiltag på Horsens Dyrskue og Madmarked i weekenden 14.-15. juni, og der var ros og anerkendelse både til det nye madmarked og til det nye store legeområde for børn.

"Vi er super godt tilfredse med dyrskuets nye profil, og jeg er sikker på, at det er vejen frem", siger Peter Søgaard Mortensen, der er formand for foreningen Land & By ØSTjylland, der står bag dyrskuet.

Der var arrangeret madmarked med workshops og events i et stort telt på pladsen, hvor fødevareproducenter og gårdbutikker fra hele Jylland deltog.  Og som erstatning for Tivoli på pladsen var der indrettet et stort legeområde for børn, hvor der også var fokus på mad, og hvor børnene blev aktiveret og kunne boltre sig med leg og læring om fødevarer og landbrug.

"Jeg fornemmer, at der var rigtig god opbakning til de nye tiltag fra publikums side, og jeg er glad for den udvikling, vi her har fået sat i gang med hensyn til dyrskuet. En udvikling vi vil bygge videre på de kommende år", siger formanden, der også er glad for den store udstilling af dyr.

Han lægger dog ikke skjul på, at han gerne havde set flere besøgende end de ca. 8.000, der mødte op på pladsen over de to dage.

"Regnen holdt mange hjemme om lørdagen, det kunne vi ikke gøre noget ved. Men dem der kom, så ud til at have en god oplevelse", siger han.  

Projektleder Mette Hein fornemmer også, at der var ros til de nye tiltag, og hun er glad for, at så mange trodsede regnen og fandt gummistøvler og regntøj frem.

"Dem der mødte op, virkede til at være tilfredse, og vi har fået et vigtigt fingerpeg om, på hvilken måde dyrskuet skal udvikle sig. Folk var glade og udstillerne var glade, og der er grund til at sige tak for den store opbakning", siger hun.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.