Rådgiver: Afrikansk svinepest tvinger soholdere til at spare i produktionen

Soholdere bør få styr på deres likviditet i den nuværende situation med Afrikansk Svinepest, mener rådgiver.

For at stå de aktuelle, lave svinepriser igennem, bør producenterne overveje at reducere omkostningerne – også selvom det sænker produktiviteten. Og så bør de gå i banken og få styr på likviditetstrækket. Sådan råder virksomhedsrådgiver Jacob Frey Hansen, Agri Nord i en pressemeddelelse. 

Afrikansk svinepest rammer alle, der eksporterer smågrise lige nu.

Situationen har betydet, at smågriseproducenterne lige nu taber 100 kr. pr. smågris.

Den gennemsnitlige smågriseproducent kunne i 2019 fremstille en smågris for 370 kr. Det tal er ikke ændret væsentligt siden, men den aktuelle notering er nu kun cirka 270 kroner.

"Man kan sige, vi kom fra et forår, hvor økonomien var i grønt til en sommer i gult, og nu er økonomien bestemt i rødt", siger han.

Og situationen kan blive endnu værre.

"Vi kan frygte, at køberne i Tyskland ikke vil fylde staldene med smågrise, og at smågrisene så ikke kan forlade de danske stalde, siger virksomhedsrådgiver Jacob Frey Hansen fra Agri Nord.

Spar på omkostningerne

Han råder derfor producenterne til at se nøje på deres fremstillingspris pr. smågris.

"Lige nu er det det vigtigste nøgletal. Når salgspriserne er så lave, skal der være skarpt fokus på omkostningerne. Hellere acceptere en lidt lavere produktivitet, hvis det kan sænke omkostningerne", siger han.

Mange bør for eksempel overveje, om man kan reducere brugen af dyr mælk til smågrisene i farestalden, da det er en væsentlig omkostningsfaktor.

Gå i banken

Producenterne bør også gå deres budgetter igennem og vurdere, hvor meget likviditetstrækket bliver resten af året.

"Det kan blive stort, så det er også vigtigt at sikre sig, at man har bevilget de rammer i banken", siger rådgiveren.

Og det er en rigtig dårlig ide at undlade at handle i en situation som den, producenterne står i lige nu.

"Det er vigtigt at agere, før behovet for likviditet opstår", siger Jacob Frey Hansen.

Han vil nødigt spå om, hvor længe svineproducenterne skal holde ud.

"Landbrug & Fødevarer læner sig op ad erfaringerne fra, da Polen og Belgien fik svinepest og siger, at markedet kan være normalt igen om seks uger. Jeg kunne dog frygte, at det varer længere, da Tyskland er nettoeksportør af grisekød og samtidig er et langt større marked end Polen og Belgien", siger han.

Emneord ASF i Tyskland

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.