Rådgivning vil imødekomme stor efterspørgsel på HR- og ledelsesrådgivning

Hos en af landets største rådgivningsvirksomheder til landbruget oplever man stor efterspørgsel fra selvstændige landmænd, der ønsker at dygtiggøre sig indenfor ledelse og HR. Derfor har Sagro opskaleret på medarbejderfronten.

Et par køer, en so med smågrise og to-tre hektar med afgrøder. Det er efterhånden mange år siden, man kunne drive et landbrug af den størrelse og stadig tjene penge til dagen og vejen. Opkøb, udvidelse og effektivisering har løbende gjort sit indhug i dansk landbrug, og i 2016 krydsede erhvervet en milepæl, da antallet af heltidslandbrug dykkede til under 10.000 - næsten en halvering på 10 år. 

Arealet der opdyrkes eller benyttes af landbruget er dog stort set uændret, og dette vidner om bedrifter der gradvist er blevet større og større. Med størrelse og stigende produktion er behovet for flere medarbejdere også steget hos de danske landmænd, og det sætter krav til ledelsen. 

Det skriver Sagro.

"Landmænd er generelt dygtige erhvervsdrivende og ledere. Det er nødvendigt, når man driver en virksomhed, der omsætter for syvcifrede beløb. Men ligesom andre mellemstore virksomheder kommer der ofte tidspunkter, hvor man kan få behov for input udefra i form af sparring, HR eller konflikthåndtering", siger Bo Kær Pedersen, der er HR- og ledelsesrådgiver hos Sagro.

Tidligere har Bo og to kollegaer stået for al rådgivning omkring HR og ledelse hos landets andenstørste rådgivningsselskab, men pga. den stigende efterspørgsel på professionel ledelsesrådgivning i landbruget, fik de d. 1. april selskab af Bettina Byskov, der har en længere karriere inden for området, og hun glæder sig til at gøre brug af sine evner som rådgiver i landbruget.

"Som certificeret coach har jeg specialiseret mig i Emotionel Intelligent Ledelse. Jeg benytter blandt andet værktøjerne herfra til at lære ledere og teams at forstå, hvordan følelser påvirker både egen og andres adfærd på arbejdspladsen, samt hvordan de håndterer egen og andres adfærd i en travl og omskiftelig hverdag. Det er slet ikke så langhåret som det lyder. Til gengæld virker det", siger hun.

Med Bettina på holdet håber Bo Kær Pedersen på at kunne sætte mere fokus på forebyggelse og mindre på ildslukning.

"Vi oplever en gang imellem, at vi først bliver involverede, når det virkelig brænder på. Fek.s. kan medarbejdergruppen være på vej i opløsning, eller effektiviteten være kraftigt faldende. Fra vores stol er ønskescenariet, at lederne tager os med tidligt i forløbet, og det er også i deres interesse", siger Bo Kær Pedersen.
 

Obs. artiklen er rettet 20. maj kl. 10.38.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.