Så er det tid til at få gjort klar til årets blomsterstriber

Nu er det tid til at tilmelde sig sidste års kæmpesucces – blomsterstriberne.

Kalenderen fortæller os, at det omsider er forår. Det betyder også, at det er tid til at have årets placering af blomsterstriben i tankerne. På Djursland tilmeldte hele 27 landmænd sig sidste år projektet, som blev en kæmpe succes.

"Sidste år var vores første år med blomsterstriber, og vi må nok sige, at det blev en kæmpe succes. Jeg har snakket med flere landmænd, som var glade for besøg af både naboer og forbipasserende, hvor de fik sig en snak, men vi har også fået tilsendt billeder af buketter og dekorationer, som var lavet af blomster fra striberne", fortæller Kjeld Andreasen, planteavlsassistent i Djursland Landboforening.

Klargør jorden for det bedste resultat

Det er Djursland Landboforening, nærmere betegnet Kjeld Andreasen, der kommer til at stå for etableringen af blomsterstriber på dine marker. Du kan vælge mellem en konventionel eller en økologisk blanding, og striberne bliver sået i 3 meters bredde - 2 m blomsterblanding + 1 meter honningurt.

"I år har vi valgt at putte en skvæt dværgsolsikker i den konventionelle blanding, ellers er både pris og fremgangsmåde den samme som sidste år", lyder det fra planteavlskonsulenten.

Striberne skal først såes den 1. maj – alt afhængig af vejr og vind, som det altid er i dette erhverv, men
hvis man i år ønsker sig en blomsterstribe, er det en god ide allerede nu at tænke striben ind i planlægningen.

"Man skal finde den rette placering og holde det stykke fri. Der var klart størst succes med striberne de steder, hvor jorden var forberedt. Det vil sige pløjet eller harvet og holdt fri for ukrudt indtil jeg kommer forbi", lyder det fra Kjeld Andreasen, som anbefaler, at striberne ligger i tilknytning til eksempelvis levende hegn, diger, markskel, grøfter, græsningsarealer eller søer.

En anden mulighed er at få sået blomsterstriberne langs vejen, så hele lokalsamfundet får glæde af de farvestrålende sommerblomster.

Find din buket

Der er allerede nu flere landmænd, som har bestilt blomsterstriber, og Kjeld Andreasen håber naturligvis, at der kommer mange flere til. Som noget nyt i år, bliver der lavet et kort, hvor de landmænd der ønsker det, kan bliver sat på, så de interesserede nemmere kan finde frem til blomsterstriberne.

"Det kom meget bag på os, hvor mange der ringede og spurgte til, hvor striberne helt præcist lå. Nu bliver det løst med et kort og en præcis placering, som kommer til at ligge på landboforeningens hjemmeside", forklarer Kjeld Andreasen.

Er du ikke medlem af Djursland Landboforening, opkræves et engangsbeløb på 500 kr. for etablering af blomsterstriberne. Landboforeningen sælger ikke frøblandinger ud af huset, men står udelukkende for indkøb og etableringen. Prisark med informationerne om frøblandingerne kan downloades på landboforeningens hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig ordningen.

Faktaboks

I de senere år har naturfremmende tiltag i markfladen, så som blomsterstriber, MFO blomsterbrak og MFO bestøverbrak, vundet frem i popularitet. Alle er de tilsået med frøblandinger, der består helt eller delvist af blomster, og fungerer som en slags 'tankstation', hvor humlebier, sommerfugle og andre bestøvende insekter kan hente pollen og nektar i sommerperioden.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.