Sønderjysk Landboforening lander millionplus for fjerde år i træk

Den sønderjyske rådgivningsvirksomhed SLF lander for fjerde år i træk et stærkt resultat. 2,7 millioner kroner lyder overskuddet på efter et år med kundetilgang og øget aktivitet.

For fjerde år i træk lander Sønderjysk Landboforening (SLF) et millionoverskud. 2,7 millioner kroner før skat står og blinker positivt på bundlinjen i det netop offentliggjorte regnskab.

Sådan lyder det fra SLF i en pressemeddelelse.

Ligesom de tre foregående år er resultatet meget tæt på tre millioner kroner, men denne gang lige under, hvor det sidste år lå på 3,1 millioner kroner. 

Både ledelse og bestyrelse betragter resultatet som værende meget tilfredsstillende. Overskuddet er skabt i et år, hvor der er krig i Europa, høj inflation, rentestigninger og også turbulens i dansk landbrug med vidt forskellige markedsvilkår inden for de enkelte sektorer.

- Vi kan være stolte af resultatet. Det er værd at bemærke, at 2022 for SLF har været et år med øget aktivitet, vi har oplevet øget kundetilgang, og vi har foretaget en del nyansættelser. Det hele har igen sikret os, at vi har kunnet fastholde en stabil økonomisk fremgang. Og det er fjerde år på stribe, konstaterer Brian Lambertsen, direktør i Sønderjysk Landboforening.

Sønderjysk Landboforening har i løbet af 2022 arbejdet videre med kulturen i huset samt målsætningen om at styrke sin markedsposition med udgangspunkt i de fire strategiske ben – kunder, medarbejdere, digitalisering samt forretningsudvikling.

- Den fortsatte fremgang i vores forretningsomfang samt årets resultat skyldes ikke mindst medarbejderne, som har ydet en stor arbejdsindsats i løbet af året. Blandt andet har 2022 budt på igangsættelse af en kæmpe digitaliseringsproces i vores økonomiafdeling, hvor vi sammen med resten af DLBR-virksomhederne har introduceret InterCount – et nyt digitaliseret regnskabsprogram. Over en treårig periode vil næsten alle vores kunder komme over på det nye system, tilføjer Brian Lambertsen.

Et andet nyt område, som har fået mere fokus i 2022 end tidligere, er ESG-rapporter.

Væsentlige bidrag til SLFs overskud kommer også fra mæglervirksomheden Landbogruppen Sønderjysk samt Syddansk Kvæg, som Sønderjysk Landboforening er medejere af.

SLF beskæftiger omkring 100 medarbejdere. Regnskabet præsenteres ved foreningens generalforsamling torsdag den 9. marts.

/mebo

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.