Selv små arealer med forkerte §3-registreringer kan koste støtte

Med forbuddet mod gødskning, sprøjtning og omlægning af §3-arealer, der træder i kraft 1. juli 2022, er det særdeles vigtigt, at kender og være enig i registreringerne på ens ejendom. Hvis ikke, skal det rettes inden 1. november 2020.

Landbrugsstyrelsen kontrollerer en evt. overtrædelse på baggrund af et kortlag fra 1. november året forud for kontrollen. Det har medført et øget fokus på, hvorvidt registreringerne er korrekte.

"Hos flere landmænd har det vist sig, at registreringerne ikke er korrekte", oplever Marianne Lorenzen, planteavlskonsulent hos Landbrugsrådgivning Syd. Og så er der krydsoverensstemmelse på området.

Siden 2018 har det ikke været muligt at søge Økologisk Arealtilskud til §3 arealer. Fra 2020 kunne der som udgangspunkt heller ikke søges MFO og Ø-støtte til disse arealer. I 2021 tages der udgangspunkt i §3-kortlaget, som er genereret pr. 1. november 2020. Ændringer i §3-registreringen skal derfor være tilrettet inden 1. november i år, hvis det skal have effekt for ansøgningerne næste år.

Få styr på dine §3 arealer

Ulovlig dyrkning skal naturligvis bringes til ophør. Ofte er det nødvendigt at indlede en konstruktiv dialog med kommunen om, hvordan forholdene bringes i orden. Der er således al mulig grund til at få godt styr på dine §3-registreringer, lyder opfordringen fra Landbrugsrådgivning Syd.

På landmand.dk kan du se overlap mellem §3-udpegninger og dine marker. Landbrugsrådgivning Syd anbefaler, at du kontakter din konsulent og får vurderet dine tiltag og dine muligheder.

Der er fire typiske årsager til overlap eller fejl:

  1. Det §3-beskyttede areal indgår på lovlig vis i driften, men arealet kan blive berørt af det kommende forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning
  2. Marken er unøjagtigt indtegnet
  3. Den §3-beskyttede natur er unøjagtig indtegnet
  4. Arealer, der er registreret som natur, er blevet inddraget i dyrkning

Det beskyttede areal indgår på lovlig vis i driften

Naturbeskyttelseslovens §3 omfatter en række naturtyper, f.eks. eng, overdrev og strandeng. De er som oftest under ekstensiv landbrugsmæssig anvendelse, f.eks. afgræsning, slæt og lettere gødskning. Beskyttelsen indebærer et forbud mod at ændre tilstanden af den beskyttede natur. Den hidtidige ekstensive anvendelse kan dog fortsættes, selvom et areal omfattes af beskyttelsen.

Derfor kan det samme areal både være registreret som mark, evt. med permanent græs, og som beskyttet natur, uden at der er fejl i registreringerne eller er sket overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, forklarer Marianne Lorenzen. Det er dog vigtigt at understrege, at intensivering eller væsentlige ændringer i driften ofte vil være i strid med beskyttelsen. Spørg din kommune, hvis du er i tvivl, inden du ændrer anvendelsen.

Unøjagtige indtegninger af mark

Det er vigtigt, at markerne indtegnes så korrekt som muligt i Internet Markkort (IMK). Selv helt små overlap med §3 kan få indflydelse på muligheden for tilskud til ØA eller evt. MFO og give anledning til høringsbreve.

Unøjagtige indtegninger af §3 natur

Beskyttelsen af §3-natur er jævnfør loven umiddelbar. Det betyder, at naturen er beskyttet, når den indfinder sig, og arealerne kan både vokse sig ind i og ud af beskyttelse. Registreringen af arealerne er dog kun vejledende, og mange arealer er udelukkende registreret ved tolkning af luftfoto.

Har du dokumentation for, at der er tale om en fejlregistrering, kan du henvende dig til kommunen og få rettet registreringerne.

Arealer registreret som natur er inddraget i dyrkningen

Arealer kan for eksempel være fejlagtigt registreret, selvom de er omfattet af 1-årsregel eller genopdyrkningsret. Arealet kan også være vokset ud af beskyttelsen.

Vurderer kommunen, at der er sket en overtrædelse, vil man som lodsejer blive pålagt at retablere forholdene, så naturen igen kan indfinde sig. I grove tilfælde kan der ske politianmeldelse og sanktioneres med bødestraf. Konstateres overtrædelsen ved en kontrol med krydsoverensstemmelse, sanktioneres med træk i arealstøtten.

Vær i øvrigt opmærksom på, at du som ejer eller bruger også hæfter for overtrædelser som f.eks. opdyrkninger og tilplantninger, der er sket under tidligere ejere.

Ovenstående er et udtræk af en længere nyhedsartikel fra LandbrugsInfo af Marianne Haugaard og Winnie Brøndum, fra Seges.

Kortet er et eksempel på unøjagtige indtegninger, som er markeret med hvide ringe. De skraverede grønne og blå områder markerer de indtegnede §3 arealer.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.