SLF-formand: En sort dag for pelsdyrerhvervet

"Regeringens beslutning om at sætte gang i en hurtig aflivning af samtlige mink er en sort dag for os alle og for Danmark", lyder det fra Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening (SLF).

"Der skal på ingen måde herske tvivl om, at hensynet til danskernes sundhed naturligvis vejer tungest. Minkavl skal ikke være skyld i en ny pandemi, som også kan få konsekvenser ude i verden. Vi har endnu ikke præcis viden omkring den faglige vurdering. Men beslutningen om at aflive samtlige mink er nu truffet – og vil være ensbetydende med en varig nedlukning af hele erhvervet. Og det er en katastrofe", siger Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening (SLF) og fortsætter:  

"Aflivningen kan ikke andet end ses som en ekspropriation og afvikling af minkerhvervet. Folketinget bør nu hurtigst muligt sætte sig sammen for på en ordentlig og ærlig måde at finde frem til kompensationsordninger. Det her har enorme menneskelige konsekvenser og vil ramme mange familier og arbejdspladser. Det er tragisk. Familier og medarbejdere, som rammes, skal ikke blot sikres økonomisk hjælp. Der skal tænkes videre omkring muligheder for omlægning af produktion, omskoling eller efteruddannelse", siger formanden.

Sønderjysk Landboforening har få kunder inden for pelsdyrbranchen. De berørte er der hurtigt taget kontakt til.


 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.