SLF lander godt regnskab 

SLF kom ud af 2019 med et resultat på godt 3.4 mio. kr. på baggrund af en samlet omsætning på tkr. 65.805. Balancen viser en egenkapital på 30 mio. kr. 

I løbet af 2019 har SLF tilpasset organisationen og haft skarpt fokus på kerneområdet landbrug.

Virksomhedsplanen har været baseret på få helt grundlæggende ting, nemlig kunder, medarbejdere og økonomisk rentabel forretning. Og det er et fokus, der har givet pote. 

Det skriver SLF i en pressemeddelelse.

Formand Christian Lund fortæller:

"Vi er kommet ud med et overskud på godt 3.4 mio. kr. og er ovenud tilfredse. Medarbejderne har været motiverede og ydet en kæmpe indsats. Vi har oplevet god opbakning fra medlemmerne, og der er kommet flere kunder til SLF", siger Christian Lund. 

Udvikling af nye produkter

Konkurrencesituationen i branchen er fortsat hård, særligt set i lyset af, at der bliver færre landmænd. SLF har formået at tilpasse sig ved blandt andet at skabe samarbejdsrelationer med andre virksomheder.

Samtidig har SLF fået lejet de tomme kvadratmeter ud, så huset på Billundvej i dag er fyldt med samarbejdspartnere som Syddansk Kvæg, Erhvervshus Sydjylland, Vækstfonden, LandboUngdom og DLBR Forsikringsmæglerne mfl.

"Nu, hvor vi er tilbage på sporet og fået skabt den økonomiske platform, har vi overskud til også at have større vægt på udvikling. Derfor vil vi i de kommende år udvikle forretningen med nye produkter, nye tiltag og nye samarbejdsrelationer", siger direktør i SLF, Brian Lambertsen. 

SLF vil fortsat have fokus på digitalisering, og derudover skabe nye produkter indenfor klima, natur og bæredygtighed – blandt andet med ARLA klimatjek, naturplejetiltag og rådgivning indenfor alternative energikilder.

Politik mod grøn forandring

Politisk set er der fortsat mange dagsordener at tage fat på. Foreningen arbejder dagligt med at skabe politisk dialog og forsøger derigennem at påvirke politiske beslutninger:

"Vi vil fortsat have fokus på medlemmer og det politiske arbejde med arrangementer, køkkenbordsmøder og samarbejde med kommunerne. Regeringens målsætninger indenfor klima og miljø kræver noget arbejde på den politiske bane, set fra vores vinkel. Det er vigtigt, at vi er med til at sikre, at der sker tiltag, som landbruget kan leve med", siger Christian Lund. 

Generalforsamling på Agerskov Kro

SLF holder generalforsamling torsdag 5. marts 2020 kl. 19.30, hvor årsregnskabet bliver fremlagt. 

SLF kan i år fejre 20-års jubilæum, og i den anledning inviterer SLF forud for årets generalforsamling til spisning kl. 18. Da der er stor tilslutning til generalforsamlingen, holdes den i år på Agerskov Kro. 
Tilmelding på slf.dk 


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.