Sommerferie er lig med gårdbesøg på Djursland

Djurslandgården har fået et nyt medlem. Nu kan ferieramte familier og turister også komme på gårdbesøg på Tangelund ved Ebeltoft.

Siden Djurslandgården i sin tid blev til, er besøgstallet hver eneste år steget. Det er blevet et hit for lokale og turister at booke et gårdbesøg i sommerferien, og i år byder 5 landbrug på Djursland naturligvis endnu engang velkommen til en helt anderledes sommerferieaktivitet. Her kan I som familie komme helt tæt på et dansk landbrug. I kan klappe en kalv, holde en gris, se de store maskiner og stille spørgsmål til landmanden, som naturligvis viser jer rundt.

Djurslandgården er nemlig en fælles betegnelse for en række landbrug på Djursland, som i løbet af sommeren inviterer alle interesserede på gårdbesøg. Den første gård, som er klar til at tage imod gæster tirsdag den 28. juni, er Pilegård. På Pilegård bor Thomas Olesen. Han passer, sammen med sin far Knud Erik, de 450 søer. På gården produceres 14.000 smågrise og slagtesvin, og Thomas og Knud Erik passer selv de 230 ha jord – så der er nok af maskiner at kigge på ved dette besøg.

Find gården

De fem gårde, som er med i Djurslandgården, er delt op i 2 kategorier– to rundvisninsgårde og to besøgsgårde. Besøgsgårdene, Ellely, Mosegården og Enegård, er for familier med børn i alle aldre, og her tilbydes børneaktiviteter efter en fælles rundvisning. På rundvisningsgårdene, Pilegård og Tangelund, er der guidet rundtur, og disse besøg henvender sig til familier med lidt større børn, som har mod på at lytte og lære.

Rundvisningsgården Tangelund i Gravlev ved Ebeltoft er med i Djurslandgården for første gang i år. Her bor Louise og Tobias Flarup med deres to børn, en hund og 200 kalve. Fra gården driver de 200 ha og en maskinstation som et familieprojekt. Efter denne rundvisning er der mulighed for at fodre og snakke med de små kalve.

Find folderen

Djurslandgårdens folder findes på udvalgte steder på Djursland, men den kan også hentes som pdf på Djursland Landboforenings hjemmeside. I folderen er en trykt kalender, hvor I kan finde den gård og dato, som passer jer bedst. Alle datoer kan også findes på www.landboforening.dk/arrangementer.

Når I besøger en Djurslandgård, vil familien vise rundt og fortælle om deres dagligdag. Her kommer I helt tæt på landmanden, og der er rig mulighed for at få stillet alle sine spørgsmål. Alle rundvisningerne foregår på dansk.
Et gårdbesøg koster 50 kr. pr. person, men børn under 12 år er gratis. I skal senest ringe til gården kl. 21 dagen i forvejen og huske at tage småpenge med til entré.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.