Ung svineproducent vandt kampvalg om formandspost i LandboSyd

Henrik Jessen er ny formand for LandboSyd - afløser foreningens mangeårige formand Mogens Dall

Det blev til et generationsskifte på formandsposten i LandboSyd ved generalforsamlingen tirsdag aften: Henrik Jessen, 36-årig svineproducent fra Rangstrup ved Agerskov, vandt kampvalget om formandsposten over foreningens formand siden 2009, Mogens Dall.
Det skriver LandboSyd.

Henrik Jessen driver en smågriseproduktion med 1.200 søer og salg af 30 kg grise samt 480 hektar. Han er 10. generation på bedriften, som han har overtaget efter sine forældre.

Han blev valgt til LandboSyds bestyrelse for to år siden og begrundede i februar sit kandidatur til formandsposten med, at han havde modtaget mange opfordringer til at stille op.

"Mærker udfordringer direkte'

Herik Jessen sagde ved den lejlighed, at han  som leder med syv ansatte ikke er bange for at  uddelegere.

"Dermed har jeg både tiden og lysten til, sammen med bestyrelsen, at udvikle foreningen og rådgivningsvirksomheden til fremtidens store udfordringer. Det er udfordringer, som jeg og mine kollegaer mærker direkte i dagligdagen på vores landbrug. Det kræver en indsats både på rådgivningsdelen og på det politiske område”, sagde Henrik Jessen.

Efter generalforsamlingen tirsdag aften tilføjer Henrik Jessen onsdag overfor LandbrugsAvisen, at han også ser et stort behov generelt for at engagere yngre landmænd i det politiske foreningsarbejde i landbruget.

"Vi må for alt i verden ikke tabe en generation".

Dall har solgt

Mogens Dall, der har været formand i 12 år, tager det - for ham - skuffende resultat med fatning.

"Jeg har haft min tid og nu ønskede landmændene noget andet - det får de så", siger Mogens Dall dagen derpå til LandbrugsAvisen.

"Det gode er, at LandboSyd er en forening, hvor der er liv og engagement og kamp om pladserne - det er et vidnesbyrd om, at det er en forening fuld af fremdrift. Det kan jeg kun glæde mig over".

"Jeg skal bare lige vænne mig til at have plads i kalenderen".

Mogens Dall vil bl.a. koncentrere sig om sit politiske arbejde som folketingskandidat for Venstre.

Hvis Eva Kjer Hansen vinder borgmesterposten i Kolding ved kommunalvalget i november, står Mogens Dall til at overtage hendes post i Folketinget frem til et valg, da han er 1. suppleant.

"Men det er fugle på taget", understreger Mogens Dall.

 

Opdateret onsdag med kommentar fra Mogens Dall og Henrik Jessen.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.