Unge i LandboUngdom lavede mad med orme og insekter

Norddjurs LandboUngdom satte klimavenlig mad på menuen til madlavningsarrangement.

Alt var ikke helt, som det plejede, til Norddjurs LandboUngdoms madlavningsarrangement i midten af januar. Menuen stod nemlig på klimavenlig mad med orme og larver.

Normalt er det madunderviseren Berit Byskov, der sammen med kursisterne bestemmer menuen, som hovedsageligt byder på danske klassiker. Men denne gang havde Berit og Norddjurs LandboUngdom inviteret Katrine Christensen, som er uddannet Agrarøkonom fra Bygholm Landbrugsskole og senere blevet faglærer i faget "Bæredygtighed", til at lave en alternativ aftensmad.

Menuen bød på frikadeller med melorme, havregrynskugler med dadler, buffalolarver, og til at skylle det hele ned, blev der fremstillet en græsdrik.

Orme fik blandet modtagelse

Menuen faldt ikke i lige god jord hos alle, men alle gik til opgaven med oprejst pande, og da aftenen var omme lød konklusionen sådan:

"Det var sjovt og spændende at prøve noget anderledes, og det kunne jo alt sammen spises - ja noget af det smagte faktisk ligefrem godt", fortæller Mikkel Nørgaard Madsen fra bestyrelsen i Norddjurs LandboUngdom og fortsætter:

"Katrine var inviteret for at give vores medlemmer en ide om, hvad fremtidens mad kunne byde på. For i en tid, hvor de store taleemner er miljø og bæredygtighed, kommer vi nok ikke uden om, at vi er nødt til at skære ned på alt det, som ikke er så klimavenligt", siger han.

Katrine Christensen fortalte om, hvordan orme og larver kunne være en god erstatning for kød, eller som et supplement. Insekter er rige på protein og mineraler, og der skal derfor ikke så stor en mængde til for at få dækket ens daglige behov. Katrine havde også retter med, der ikke bød på insekter, men derimod ganske almindelige grøntsager. Det var for eksempel pizza på blomkålsbund, quinoasalat med sødekartofler, broccoli, avocado og granatæble.

En god mulighed for dansk landbrug

Der findes allerede danske leverandører inden for insekter. 'Enorm' i Midtjylland er en nyopstartet virksomhed, der producerer insektsnacks samt opdrætter soldaterfluelarve, der primært bruges som foder i fiskeindustrien. Heimdal Entofarm i Vestjylland producerer hovedsageligt insekter til madlavning, og det var også herfra, Norddjurs LandboUngdom fik insekter til madlavningen.

"Hvis vi udbreder kendskab til klimavenlig mad med for eksempel insekter og tang, vil nogle danske landmænd begynde at producere de efterspurgte varer, og på denne måde kan vi i dansk landbrug også blive førende inden for netop det område også", siger Mikkel Nørgaard Madsen og fortsætter:

"Men ærligt vil jeg sige, at næste gang vi har et madlavningsarrangement i Norddjurs LandboUngdom, er kød tilbage som hovedingrediens, og mon ikke det forsætter sådan et par år endnu", afslutter Mikkel Nørgaard Madsen.     

Faktaboks

  • Norddjurs LandboUngdom dækker området fra Grenå til Assentoft og har 57 medlemmer.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.