Unge landmænd til møde om etablering

Topkærgaard i Kasted nord for Århus dannede rammerne, da Favrskovegnens LandboUngdom og Økologisk Landsforening inviterede unge kommende landmænd til møde om generationsskifte og etablering i landbruget.

Der var indlæg ved medejer af Topkærgaard Kim Qvist, ejendomsmægler Christian Schulin-Zeuthen, Land-brugsmæglerne, advokat Thomas Schioldan Sørensen og Jens Peter Hermansen fra Økologisk Landsforening, da Favrskovegnens LandboUngdom og Økologisk Landsforening forleden havde inviteret unge kommende landmænd til møde om etablering. 

Aftenen startede med en rundvisning på Topkærgaard, hvor der er økologisk produktion af græs æg samt gårdbutik både fysisk og online.

Kim Qvist driver gården sammen med sin kone, datter og svigersøn. I etableringsfasen var der forskellige forretningsplaner for ejendommen for at sprede indtjeningsrisikoen. For at minimere omkostninger til mobile stalde til hønsene købte de campingvogne, som hønsene bor i.

"Det er billigt og fuldt funktionsdygtigt mobile produktionsapparat. Et bevis på at etableringsomkostningerne ikke behøver være dyre, hvis man er lidt kreativ. Størstedelen af æggene sælges online og til faste aftagere, som er dagligvarebutikker og restauranter. Vi kan pt. afsætte flere æg, end vi producerer", fortalte Kim Qvist.

Foruden æg sælger Topkærgaard også mange andre økologiske dagligvarer f.eks. grønsager, mel og kød fra andre producenter. 

Man skal være forbredt

Når de unge skal ud og etablere sig, er der en række fokuspunkter, de skal være særligt opmærksomme på. F.eks. er ejendomsmægleren altid sælgers mand, så de unge skal tage fagfolk med, som kan se ejen-dommen til deres fordel.

Det er vigtigt at tjekke servitutter på ejendommen, da det kan begrænse produktionen i fremtiden, og det er en god ide at besøge ejendommen flere gange for at tjekke produktionsapparatet, dyrenes tilstand og foderbeholdninger, der har betydning for produktionen.

"Stil spørgsmål - jo mere du spørger, jo mere vil du få at vide om ejendommen og kunne danne et overblik over, hvad der f.eks. kræves af renovering i løbet af de første år. Renovering koster og er svært at tjene hjem efter etablering. De unge skal være godt forberedte, når de skal i banken og låne penge. Deres CV skal dokumentere de faglige kompetencer, og kommunikationen skal være professionel", fortæller ejendomsmægler Christian Schulin-Zeuthen.

Hvordan er ejerformen i fremtidens landbrug?

Advokat Thomas Schioldan Sørensen gav de unge et indblik i tre ejerformer – selveje, delt selveje samt forpagter – og lejemodeller.

"Der er fordele og ulemper ved alle tre modeller. En ung landmand kan få en god start med lille risiko ved at forpagte eller leje et produktionsapparat", oplyste Thomas Schioldan. Her supplerede Kim Qvist, at Dansk Økojord A/S kan hjælpe unge i gang, da de har jord, som de unge kan leje.

Noget at tænke over

Morten Frantsen fra Solbjerg var mødt op denne aften for at høre, hvordan man som ung kan komme i gang med en landbrugsvirksomhed.

"Jeg har fået nogle ting at tænke over efter indlæggene i aften. Især jord til bord tankegangen var interessant, og det at brede sin produktion på et par områder for at minimere indtjeningsrisikoen. Vi fik mange god tips til, hvad vi skal være opmærksomme på, når vi kigger på en gård. Dem vil jeg bruge, når jeg er klar til at etablere mig, lød det fra den unge landmand.  

Kristina Laursen fra Favrskovegnens LandboUngdom var glad for opbakningen til arrangementet, som var det første efter en lang periode uden arrangementer pga. Covid-19.

"Det var dejligt at høre om de muligheder, vi unge har for at starte op uden at skulle investere mange millioner. Hvis vi tør tage chancen og tænke alternativt, så er der gode muligheder for at få en god start som landmand", dagde hun.
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.