"Vi er ikke kun livsstilslandmænd. Vi skal kunne leve af det"
Erling og Dorte Kristensen har nedlagt svineproduktionen, men deres virksomhed er ikke under afvikling. Tværtimod. Parret har derimod nytænkt deres langbrugsvirksomhed.

Rodskov Svineproduktion nedlagde ved udgangen af 2018 svineproduktionen og skiftede navn til Rodskovgruppen. Ved navneskiftet lavede indehaverne Erling og Dorte Kristensen et helt bevidst og strategisk valg. Produktionen var slidt og stod til en gennemgående renovering indenfor kort tid, og parret ønskede ikke at lave en større investering med henblik på at skulle passe grise til de er 80 år.

"Vi er ikke kun livsstilslandmænd. For os skal livsstil og indtjening gå op i en højere enhed. Vi har hele tiden haft en 20-20 års plan. Selvom vi er rigtig dygtige til at passe grise, så skal der være penge i det. Vi har altid gerne villet udvikle vores virksomhed", forklarer Dorte Kristensen.

Parret havde længe barslet med ideen om, at virksomhedens mange bygninger kunne tjene et andet formål. Derfor gik Erling Kristensen, så snart den sidste gris havde forladt stalden, i gang med at renovere bygningerne. Inden den første bygning var helt renoveret, havde den første lejer meldt sig på banen, og i dag har Rodskovgruppen fire lejemål. 

Udover udlejning er Rodskovgruppen også en landbrugsvirksomhed med professionelt drevet planteavl på i alt 450 hektar, som bliver drevet i fællesskab med samarbejdspartneren Lars Rasmussens ejendom på 120 hektar. Før i tiden blev det traditionelt drevet, men også her er den nye strategi trådt i kraft.

"Vi har for første gang tegnet en maltbygkontrakt, og så har vi fået melkartofler. Vi vil løbende prøve nye ting af, og vi kigger også lidt i retningen af brødkorn og fremavl", lyder det fra Erling Kristensen.

En hård nød

Beslutningen om at sætte grisene ud har altid været en del af Erling og Dorte Kristensens virksomhedsstrategi. At det skete et år tidligere end planlagt, var en beslutning, der blev taget i samarbejde med virksomhedens gårdråd, som består af en planteavlskonsulent og en økonomikonsulent fra Djursland Landboforening samt en svinekonsulent.  

"2018 var et rigtig dårligt år for svineproducenterne, og det efterlod et hul i kassen, men vi stopper ikke, fordi vi har tabt penge. Vi stopper, fordi vi har lavet en professionel strategisk beslutning. Vores pointe er netop, at vi er ikke under afvikling. Vi er stadig landmænd og elsker landbruget – vi har bare ikke længere dyr i vores stalde", understreger Dorte Kristensen.

En ting er at tage en beslutning inde bag husets fire vægge, en anden ting er at overlevere beskeden til de fem ansatte, som Dorte og Erling Kristensen havde haft i mange år.

"Det var en hård nød at knække. Det var overhovedet ikke nemt. Det ville have været langt nemmere at lade være. Heldigvis er de alle kommet godt videre", siger Dorte Kristensen.

Fra de ansatte fik besked om deres fremtid, til den sidste gris samt inventar var ude ad døren, gik der ikke meget mere end fire måneder, og i dag har Rodskovgruppen kun en enkelt mand ansat.

"Det var vigtigt for os, at det gik hurtigt. Alle vores ansatte blev her til sidste dag og gjorde en kæmpe indsats", lyder det fra Dorte Kristensen.

Benhårdt arbejde

De næste par år fortsætter Erling og Dorte Kristensen med at renovere bygninger og søge efter potentielle lejere. Indtil nu har udlejningen foregået via mund til mund, men Rodskovgruppen er både synlige på Facebook og via en hjemmeside.

Dorte Kristensen, som er uddannet agronom, skal i fremtiden arbejde udenfor bedriften. Hun har lige haft en projektansættelse som konsulent hos Landbrug & Fødevarer, Åbent Landbrug, hvor hun besøgte 30 kommende værter. Men nu søger hun nye udfordringer fra august.

"Vi synes selv, at vi ligger rigtig godt og centralt. Vi vil rigtig gerne leje ud til så mange forskellige virksomheder som muligt, så vi ikke satser det hele på en enkelt virksomhed. Der bliver meget arbejde i det, men det kræver benarbejde at udvikle sin bedrift. Vi er glade for vores beslutning og tror på, at det kommer til at gå rigtig godt", fortæller Erling Kristensen
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.